Ungdomsarbejdet i HK Stat Hovedstaden har været aktivt igen i år. Vi har afholdt de tilbagevendende arrangementer, som ’Godt i gang som elev’, hvor vi fortæller lidt om, hvad man kan forvente af sin arbejdsplads, og ikke mindst hvad arbejdspladsen forventer af eleven. Vi er også ude på 1. skoleophold og 3. skoleophold, hvor vi fortæller om rettigheder og pligter, samt hvad det er, HK kan og gør for forholdene på arbejdsmarkedet. Det er ret nemt efter denne omgang overenskomstforhandlinger. Her møder vi en stor interesse fra eleverne om virkningen af de netop afsluttede forhandlinger.

Vi har også haft karrieremesse, hvor vi inviterer skoler ind til messe, og elever og unge som er udlærte til at mødes med skolerne. Der var også mulighed for at tilmelde sig en workshop, hvor emnerne blandt andet var: karriereplanlægning/kompetenceudvikling, præsentationsteknik, CV & ansøgning samt LinkedIn.

Den 15. juni 2018 har vi ’Tillykke du er udlært’ reception for alle de nyuddannede. Her vil vi hygge og underholde og forhåbentlig have en god dag.

Vi støtter gerne elevklubber og elevnetværk med et beløb til en frokost/middag. Vi har i år støttet 8 klubber med en middag. Det eneste krav vi har, er medlemskab af HK (og en kvittering).

Fremtiden byder på en spændende mulighed, hvis man er ung i hovedstaden. Til efteråret kommer der en uddannelse, hvor vi sætter fokus på fremtiden for fagbevægelsen. Det er her muligheden for at blive klædt på til et aktivt liv inden for HK, hvad enten det er som politiker, tillidsrepræsentant, ansat eller noget helt fjerde. Der kommer en indbydelse ud, hvor man kan læse mere, og også hvordan man ansøger om en plads hos ’Fremtidens talenter’.