Louise Theil, der er teamleder på Karrieretelefonen i HK, oplever, hvordan mange medlemmer henover sommeren får tænkt over, om de vil tilbage til deres job eller sadle helt om. Foto: Tom Ingvardsen Fotografi. 

Ferietid er tænketid – især når jobbet er lidt på afstand. En tidligere undersøgelse fra Wilke for Avisen.dk har vist, at hver fjerde overvejer at skifte job efter sommerferien.
På Karrieretelefonen i HK kan de godt genkende, at tid med venner og familie sætter gang i refleksionerne:

- Det sker noget, når folk holder pause. Mange tænker ’jeg har ikke lyst til at komme tilbage til det her. Nu skal der ske noget nyt’, fortæller teamleder for Karrieretelefonen, Louise Theil, som peger på, at der efter ferien også bliver slået flere nye stillinger op, når cheferne vender tilbage.
Sammen med et hold af særligt uddannede vejledere, der kender HK Handels medlemmers arbejdsvilkår og uddannelsesmuligheder, sidder hun klar ved telefonerne hele sommeren for at rådgive om stort set alt om medlemmernes arbejdsliv.

Svært at sælge sig selv 

Måske overvejer du selv et jobskifte. CV’et er pudset af, og du har sat sidste punktum i ansøgningen. Men arbejdspladserne ringer aldrig, og det nye job lader vente på sig.

- Det er meget svært at sælge sig selv, og de fleste har svært ved at sætte ord på deres egne kompetencer, siger Louise Theil, som oplever tre områder, hvor det især er nemt at falde i og gå efter de sikre, men ikke særligt effektive formuleringer:

De 3 klassiske fejl

 

  1. Mig, mig og lidt om mig
    ”Næsten alle kommer til at skrive for meget ’om mig’ i deres ansøgninger. For det er nemmere at skrive om, hvem man er, end hvad man kan. Men en ansøgning skal handle om de nye opgaver og den nye arbejdsplads. ’Hvad er vigtigt for jer, der læser det her, og hvordan bidrager jeg med det?’ Det skal man komme med et kvalificeret bud på. Arbejdsgiverne ved godt, man ikke kan vide alt, men man skal vise, at man har sat sig ind i deres virksomhed og har en fornemmelse for, hvad der er vigtigt for dem.”
  2. Manglende motivation
    ”Hvorfor har du valgt den arbejdsplads og de opgaver? Rigtig mange kommer til at skrive, hvad de allerede har lavet, og hvor dygtige de var til det. Men for virksomheden handler det om, at du skal vise, at når du påstår, du er dygtig, så passer det også. Det kan man fx gøre ved at bruge eksempler på sit arbejde og forklare, hvordan det vil komme virksomheden til gode.”
  3. CV'et skal være relevant og målrettet den enkelte stilling 
    ”CV’et skal, modsat hvad mange tror, ikke afspejle alt det, du har lavet, men kun det, der er relevant for det nye job. Derfor skal det gennemgås og opdateres, hver gang du søger nyt. Alt, der er irrelevant, skal fjernes, og i stedet skal du vække gamle kompetencer og jobs til live igen, hvis det, du kan derfra, giver mening i den nye stilling.” 

- Louise Theil, teamleder, Karrieretelefonen i HK 

Få hjælp hele sommeren

Uanset om ansøgningen driller, CV’et er svært at målrette, eller sommerferien er blevet brugt til tænke over, at det måske er på tide at søge nyt, kan man ringe til Karrieretelefonen for råd og vejledning. Og intet spørgsmål er for stort eller småt:

- Alle, der er det mindste i tvivl, om de er det rette sted, skal endelig tage fat i os, og man skal ikke være bange for at blive stillet spørgsmål, man ikke kan svare på. Vi hjælper mange, der ringer uden at vide, hvad det er, de vil. De ved bare, at de gerne vil noget andet, end der hvor de er nu, forklarer Louise Theil og fortæller, at det ikke kun handler om at skifte job, men for mange også er en afklaring af, hvordan de kan nå længere, hvor de allerede er, og få nye opgaver eller mere ansvar.

- Mange i handelsbranchen vil gerne prøve noget nyt inden for deres eget fag. Det kan være at rykke fra lageret ind i butikken og få mere kundekontakt, eller det kan være et ønske om at få mere ansvar ved fx at blive indkøbsansvarlig eller arbejde med markedsføring af butikken. Vi kan hjælpe med at afklare, hvilke muligheder der er, også selvom folk er helt i tvivl om, hvad de har lyst til. Vi kan også hjælpe med, hvordan man kan tage fat i sin ledelse, når man har noget konkret, man gerne vil opnå, siger Louise Theil.

Ring til Karrieretelefonen

Du kan ringe til Karrieretelefonen alle hverdage i hele sommerperioden mellem kl. 13-16 på tlf.: 3330 4460. 

Læs mere om Karrieretelefonen 

Hver fjerde overvejer jobbet om sommeren

En tidligere undersøgelse fra Wilke for Avisen.dk har vist, at ca. 25 pct. af de adspurgte vil  bruge eller overvejer at bruge sommerferien på at søge nyt job. 

Vil du bruge sommerferien på at søge nyt job? 

Ja 11,9 pct.
Måske 13,4 pct.
Nej 74,7 pct.
Kilde: Avisen.dk

Det hjælper karrieretelefonen med

Når du ringer til Karrieretelefonen, får du en medarbejder i røret, der kender dit fag. De kan bl.a. hjælpe dig med at:
  • Blive afklaret og klædt på til et jobskifte
  • Få sparring på din ansøgning og CV
  • Blive inspireret til relevant efter- eller videreuddannelse
  • Blive afklaret om dine præferencer og kompetencer
  • Finde ud af, om du kan få mere ansvar eller nye opgaver
  • Genfinde din arbejdsglæde