Henriette Suna Seamar
Jeg vil helt klart anbefale andre firmaer, der mangler arbejdskraft, bruge HK JobBørs, for HK ved, hvad vi har brug for, siger Henriette Suna, HR- og lønmedarbejder ved Seamar.

HK-medlem Elsebet Mølgaard havde stået registreret med sit CV i HK JobBørs i tre måneder. Og pludselig gik det stærkt.

Fire dage efter, at JobBørsens medarbejder Lars Nonboe havde matchet hende med virksomheden Seamar Scandinavia i Hirtshals, begyndte hun i stillingen som bogholderimedarbejder.

- Det var en positiv oplevelse. Jeg blev glad for, at nogen pegede på mig, siger hun i dag, knap tre måneder efter ansættelsen pr. 17. maj i år.

Seamar sælger mandskabsløsninger til den maritime industri ved blandt andet havnene i Esbjerg og Grenaa. Virksomheden skulle i foråret bruge en bogholder hurtigt.

HK JobBørs sendte tre medlemmers cv’er videre til Seamar, og af de tre var Elsebet altså den heldige. Efter en samtale var virksomhedens to chefer ikke i tvivl om, at de ville vælge hende. Det fortæller løn- og HR-medarbejder, Henriette Suna.

Hun er også meget tilfreds med hurtigt at få den nødvendige arbejdskraft ved hjælp af HK.

- Jeg vil helt klart anbefale andre firmaer at bruge HK JobBørs, for HK ved, hvad vi har brug for, siger Henriette Suna. Det er mere målrettet end jobcentrenes hjemmeside Jobnet.dk, og det er billigere end at betale rekrutteringsbureauer, men arbejdskraften er lige god af den grund, tilføjer hun.

Henriette Suna anbefaler HK at bruge meget mere krudt på at markedsføre sin JobBørs, da der er mange arbejdsgivere, der ikke kender muligheden.

- Jeg hørte om den via personlige kontakter, fordi en veninde havde brugt HK JobBørs, fortæller hun.

Den nyansatte Elsebet Mølgaard anbefaler andre HK’ere at melde sig til JobBørsen, hvor CV’et bliver lagt ind. Herefter er det op til HK Nordjyllands Lars Nonboe at matche HK-medlemmet med jobbene.

- JobBørs er noget helt andet end Jobnet.dk, men det var jeg ikke rigtig bevidst om tidligere, siger Elsebet. Jobbet, hun fik på Seamar, var det første tilbud gennem HK JobBørs.

Fakta om HK jobbørs

HK JobBørs er både for medlemmer i job og ledige. JobBørs matcher HK-medlemmet og arbejdsgiveren/arbejdsgiverne. Disse kan ikke selv søge i HK Jobbørs. P.t. har 1.410 HK-medlemmer i Nordjylland lagt deres CV ind i børsen. Det er gratis for både arbejdsgiverne og medlemmerne at bruge HK JobBørs.