Kåringen er sket på baggrund af de indstillinger, som både elever og deres arbejdsgivere har haft mulighed for at indsende.

Rummelighed karakteriserer Årets elevplads

Afgørende for kåringen af Vig Tandklinik som Årets elevplads har blandt været, at: 'Klinikken er venskabelig og rummelig. Der er plads til alle slags følelser, også hvis man har en øvdag, og så er dagen fyldt med grin, pæn tone og mulighed for en masse læring. Som elev har de ansatte investeret meget tid og nærvær i min oplæring, og jeg har fået mulighed for både at lære og fejle, hvor det altid har været på en lærerig, behagelig og konstruktiv måde'. Det skriver Ninna Nielsen, der er elev hos tandlægen.

Elevtiden er måske den vigtigste

- Vi ved, at elevtiden er enormt vigtig for elevernes motivation, kunnen og engagementet for faget, fortæller Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland, og fortsætter:

- Smilet bliver altid lidt større, når jeg hører gode historier om, hvordan vores elever bliver taget imod og oplært. Derfor er det skønt at læse en indstilling som denne, hvor eleven føler sig ekstraordinært godt behandlet og klædt på til fagets udfordringer. De bedste elevpladser skaber de bedste elever, og det betyder også velkvalificerede tandklinikassistenter, når de er uddannet, siger Kurt Jørgensen.

Årets tandklinikelev er en kategori for sig

HK/Privat Sjælland og en række sjællandske erhvervsskoler kårer i år Maria Holde til årets elev. Maria er elev hos Schiffs Tandklinik i Slagelse, og ifølge indstillerne, hvis erfaringsbank overstiger 25 år, er Maria i en kategori helt for sig selv.

Tandklinikker på hele Sjælland har kunnet nominere deres elever til årets elev, og i år er det Maria Holde, der kan smykke sig med titlen som årets elev. - Valget faldt på Maria, og det er langt fra tilfældigt. Maria udmærker sig meget i nomineringen, hvor hun kendetegnes for sit lyse sind, gåpåmod, dygtighed og evne til at arbejde godt sammen med både personale og patienter. Trods lang transporttid, huskøb, mand og 2 børn er Maria altid omklædt til tiden, sprængfyldt med energi og tager det hele i stiv arm, fortæller Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland.

Baggrunden for kåringen er, at skolerne CELF, EUC Nordvestsjælland, EUC Sjælland og HK/Privat Sjælland ønsker at slå et slag for erhvervsuddannelserne inden for tandklinikområdet. Dommerpanelet består af faglærere fra de respektive skoler, og det er fjerde år i træk, at vi kårer årets elev.

- Tandklinikassistentuddannelsen er en god erhvervsuddannelse, som giver de unge en stærk faglig viden og mulighed for at prøve sig selv af i det virkelige liv. Man skal både have varme og kloge hænder i dette fag. Derfor er det også helt specielt, når årets elev i indstillingen bliver kaldt en ener og en elev uden for kategori, slutter Kurt Jørgensen.

Søger du en elevplads? Find den her