Det er muligt, at nutidens unge drikker sig i hegnet i en sky af urinstøv og rockmusik på Roskilde Festivalen. Men dagen efter rejser de sig tappert - og tager direkte på summercamp for at lære alt om computer-algoritmer.

Derfor er Datalogisk Institut på Københavns Universitet i denne uge indtaget af 43 gymnasieelever, der vejledt af en masse frivillige forsøger at blive klogere på programmering, beregningsteori og hacking.

En af deltagerne er Asger Klinkby Jørgensen.

“Jeg overvejede egentlig at læse matematik, men fandt ud af, at der var nogle rigtig spændende aspekter i anvendelsen af matematik i datalogi. Jeg er især blevet interesseret i ”machine learning”, hvor man bruger datalogi til at udvikle noget nyt og spændende, samt løse problemer ude i den virkelige verden.”

På campen, der foregår på Nørrebro i København, overnatter deltagerne på universitetet i en uge. Her bliver de først ført gennem teoretiske forelæsninger, som giver dem en masse matematisk og datalogisk viden, som de bagefter afprøver i praksis til at lave effektive programmer.

Campen arrangeres af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), der denne sommer arrangerer hele 7 science camps med 350 deltagere. Selv om denne Computer Science Camp er i fuld gang – og det derfor er for sent at tilmelde sig, så må man gerne kigge forbi for at fange stemningen og lytte med på et par forelæsninger fortæller Trine Bertram Rasmussen, der er PR-ansvarlig for Computer Science Camp.

Hun understreger, at der er lige stor fokus på det sociale og det faglige.

”Vi har et program, som blander undervisning, praktiske øvelser og masser af socialt indhold og fællesskab. Vi hører tit, at folk deltager netop for at finde sammen med andre, der interesserer sig for det samme.”

Tag med på Game Development Camp

Den næste computer-relaterede camp som UNF arrangerer, er Game Development Camp, der finder sted i Aalborg fra den 26. juli til 2. august. Her skal deltagerne i løbet af en uge udvikle et spil helt fra bunden.

De unge får mulighed for at arbejde med alt fra programmering til lyddesign, 3D-modellering og grafik. Der vil også være foredrag om uddannelser, der matcher spilindustriens behov. Der er stadig enkelte ledige pladser, og man behøver ikke have erfaring med spil-udvikling. Dog skal man være hurtig med tilmeldingen, da der kun er få ledige pladser.

På Ungdommens Naturvidenskabelige Forenings hjemmeside, kan man læse mere om Game Development Camp.

Julius og Markus

43 gymnasieelever bruger netop nu sommerferien på at møde ligesindede, der gerne vil lære alt om algoritmer og programmering. I en uge overnatter de på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, mens de hygger sig med teori, praktiske øvelser og en masse sociale aktiviteter. (Foto: Anne-Kristine Haunsvig).