En 33-årig mand fra Vejle er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel efter han to gange i løbet af sommeren, har opført sig truende og voldeligt overfor tre offentligt ansatte, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Værst gik det ud over en virksomhedskonsulent fra jobcentret i Vejle. Vedkommende fik en lussing, da denne kom ud til den virksomhed, hvor manden var i et praktikforløb, for at dæmme op for en kontrovers, der havde været på stedet.

 

Dødstrusler mod pædagoger

Også to pædagoger, der var ansat på det bosted, hvor hans søn var anbragt fik en hård medfart af den 33-årige, da han råbte ad dem: "Jeg slår jer ihjel", "Jeg slår jer til plukfisk," samt "I skal ikke komme og bestemme noget, og jeg skal nok sørge for, at I bliver fjernet fra jordens overflade."

Den 33-årige huskede episoden, men mente, at han blot havde givet virksomhedskonsulenten et lille tjat.
Han blev dog dømt i fuldt omfang for begge forhold. Dommen lød på 60 dages ubetinget fængsel, men den 33-årig valgte at anke til frifindelse i landsretten.

Artiklen er opdateret 13. august 2018