via viborg

Uddannelsessteder landet over rammes af store besparelser. Eksempelvis skal VIA i Viborg spare 3 millioner kroner.  

Regeringens plan om at oprette 10 nye uddannelsespladser ude i landet bliver overhalet af store besparelser. I de kommende år rammer nye millionbesparelser de korte og mellemlange videregående uddannelser, og det vil få konsekvenser i hele landet. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Især de generelle 2-procents nedskæringer - omprioriteringsbidraget - betyder, at der i disse år spares massivt på uddannelse i Danmark. Besparelserne startede i 2016 og i 2018 skal der spares cirka 365 millioner kroner på de korte- og mellemlange videregående uddannelser set i forhold til niveauet i 2015.

Erhvervsakademiet i Kolding skal spare 4 millioner

De samlede besparelser svarer til, at omprioriteringsbidraget koster cirka 3.000 kroner per studerende i 2018 og cirka 6.000 kroner for hver studerende i 2021 på de korte og mellemlange videregående uddannelser, konkluderer AE.

De enkelte uddannelsessteder rundt om i landet skal spare store summer. Eksempelvis svarer besparelserne til, at Erhvervsakademiet i Kolding skal spare 4 millioner kroner i år, mens VIA i Viborg skal spare 3 millioner.

Det harmonerer ikke med den daværende Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pinds egne ord om at regeringen har "givet et ekstraordinært rygstød til de videregående uddannelser ude i landet", mener HK Stats næstformand Peter Raben.

- Det er jo helt skævt, at man giver lidt med den ene hånd, men samtidig tager endnu mere med den anden. Man siger, at man vil hjælpe yderområderne, men i virkeligheden giver de mange besparelser den modsatte effekt. De korte og mellemlange uddannelser er spredt rundt i landet, og ofte betyder besparelser, at de mindre skoler bliver lukket. Det giver ikke mening i en tid, hvor virksomhederne har brug for kvalificeret arbejdskraft. Besparelserne må stoppe, og vi har behov for investeringer i vores uddannelser for at sikre balance på arbejdsmarkedet fremover, siger Peter Raben.

Det konkluderer AE-analysen

Omprioriteringsbidraget betyder, at der i disse år spares massivt på uddannelse i Danmark. Besparelserne begyndte i 2016 og i 2018 skal der spares cirka 365 millioner kroner på de korte og mellemlange videregående uddannelser set i forhold til niveauet i 2015. I 2021 skal der spares mere end 700 millioner kroner set i forhold til 2015. Læs mere og hent analysen på www.ae.dk