Baggrunden for prisen er, at HK MidtVest gerne vil sætte spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område.

 

Sidste år gik prisen til Patrick Sørensen, trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i
Vildbjerg, og året før til revisorelev Elina Østergaard Goul hos Landbo Limfjord i Skive.

 

- De unge, som tager en erhvervsuddannelse, kan ikke værdsættes nok. Derfor har vi stiftet prisen, så der kan blive sat spot på de mange dygtige elever, der findes inden for HK’s område, og så flere måske kunne have lyst til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er nemlig brug for dem rundt omkring på arbejdspladserne, forklarer Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest.

 

Årets elev i HK MidtVest 2017 Patrick Sørensen.

Patrick Sørensen, trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i Vildbjerg, blev "Årets elev i HK MidtVest 2017".

 

Der var i alt 17 nominerede kandidater til prisen i 2017, og det er håbet, at der kommer endnu flere i år.

 

Kolleger kan nominere

”Årets elev i HK MidtVest 2018” bliver delt ud tirsdag 6. november 2018. Med æren følger et diplom og en gave.

 

Kandidater til prisen er elever, der arbejder inden for HK’s område - altså både det private og offentlige inden for de fire sektorer, HK dækker - det vil sige Handel, Privat, Stat og Kommunal.

 

Kandidaterne skal være fagligt dygtige og gøre eller have gjort noget godt for arbejdsmiljøet på arbejdspladsen, altså være en god kollega. Og de skal være elever, mens prisen bliver uddelt. Elever, der har afsluttet deres elevtid på en arbejdsplads, kan altså ikke nomineres.

 

Det er kolleger på arbejdspladsen, der kan nominere kandidater til prisen - ved kolleger forstås arbejdspladsens medarbejdere - det vil sige alle ansatte herunder andre elever på arbejdspladsen, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.

 

Sådan gør du

Har du en elev i tankerne, som du ønsker at nominere til ”Årets elev i HK MidtVest 2018”, skal du orientere eleven og din arbejdsgiver/chef om nomineringen og gå ind på hk.dk.

 

Her udfylder du et skema og fortæller, hvorfor den pågældende elev skal kåres som ”Årets elev i HK MidtVest”.

 

 

Fristen for nomineringer er mandag 8. oktober 2018.

 

 

Til at gennemgå nomineringerne og kåre ”Årets elev i HK MidtVest 2018” er nedsat en jury, som foruden Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest, består af Ann Østergaard, direktør for Uddannelsescenter Holstebro, UCH, Lasse Jacobsen, kommunaldirektør for Viborg Kommune, Marjanne Grønhøj, Senior Vice President Human Ressource, DEIF A/S, Power & Marine Division, Skive, og Allan Kristensen, citychef i Herning.

 

Se video med Patrick Sørensen, der fik prisen i 2017, hvor han fortæller om, hvordan det har været at blive Årets elev. Patrick Sørensen var trainee i regnskabsservice nord hos Kvik A/S i Vildbjerg, da han modtog prisen. 31. august 2018 afslutter han sin elevtid men er blevet fastansat i juridisk afdeling hos Kvik:


 

Se video med Elina Østergaard Goul, der fik prisen i 2016, hvor hun fortæller om, hvordan det har været at blive Årets elev. Elina Østergaard Goul var revisorelev hos Landbo Limfjord i Skive, da hun modtog prisen. I dag er hun ansat som revisorassistent samme sted:

 

 

 

Artiklen er opdateret 15. august 2018

DU FÅR FAGLIGT FÆLLESSKAB

Vær med i det faglige fællesskab på din arbejdsplads. Det er dig og dine kolleger, der vælger tillidsrepræsentanten, der er HK’s lokale repræsentant. Og som kan hjælpe dig i dagligdagen. Et fagligt fællesskab er ikke blot faglig støtte – det er også socialt fællesskab, hvor du har indflydelse på aktiviteter og handlinger.