Det kommer angiveligt til at koste Region Hovedstaden og Region Sjælland mellem 10 og 13 millioner kroner, at en opdatering af Sundhedsplatformen er blevet udskudt i tre måneder. Det fremgår af en orientering til forretningsudvalget ved et nyligt afholdt møde i Region Hovedstaden, skriver TV2 Lorry.

Sundhedsplatformen har fået meget kritik af sundhedspersonale, der arbejder med den til daglig. Men det har længe lydt, at det ville bliver bedre med opdateringen, der skulle være klar i november. Den er nu blevet rykket til februar 2019.

I en pressemeddelelse tidligere i august beklagede regionsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) forsinkelsen.

Dengang oplyste regionen, at forsinkelsen skyldtes, at Sundheds- og Ældreministeriet og Danske Regioner i løbet af sommerferien besluttede at udskyde opdateringen af landspatientregistret (LPR3) til 2019.

Ærgerligt

- Det er rigtig ærgerligt, at de lovede forbedringer for personalet ude på hospitalerne nu bliver forsinket. Konsekvensen af udskydelsen af LPR3 er, at forbedringerne til Sundhedsplatformen desværre også må udskydes. Men andre forbedringer kan gennemføres og endda fremrykkes, lød det fra Sophie Hæstorp.

Den forklaring har sundheds- og ældreminister Ellen Trane Nørby (V) dog sagt, at hun ikke forstår.

- Det er med stor undren, at jeg har læst de to regioners udmelding om, at udskydelsen skulle være en konsekvens af aftalen om LPR3. Aftalen om at udskyde implementeringen af LPR3 til 1. marts 2019 blev indgået på foranledning af regionerne, står der i hendes brev til regionerne ifølge TV2 Lorry.

 

Artiklen er opdateret 16. august 2018

UDVIKL DINE KOMPETENCER

De fleste job udvikler og ændrer sig. Derfor er det også vigtigt, at du følger med og tager de næste skridt i arbejdslivet. Det hjælper vi dig med, og det er noget af det, vi har allermest fokus på. Vi er eksperter i de mange muligheder, ved hvad der skal til, hvor det foregår – og hvordan du kan finansiere det, hvis det koster penge.