Astrid Albæk blev torsdag 16. august overrasket med blomster på sin arbejdsplads, 3F Ringkøbing-Skjern, af Inger Stranddorf, formand for HK Privat MidtVest.

 

Om fredagen skulle Astrid fejres ved en reception af kolleger, tidligere kolleger og familie, fordi hun 1. januar havde været ansat hele 40 år. Og Inger Stranddorf ville gerne være med til at hylde Astrid, der har været medlem af og aktiv i HK, siden hun i 1971 efter endt elevtid meldte sig ind.

 

Astrid Albæk er udlært kommis hos Nygades Kolonial i Skjern men uddannede sig videre til kontorassistent ved siden af arbejdet. Efter ansættelse hos Skjern Skilte og Dagbladet Vestkysten i Skjern kom hun 1. januar 1978 til Snedker- og Tømrerforbundet i Skjern, som senere blev til TIB, Træ-Industri-Byg, og ved en fusion i 2011 til 3F Ringkøbing-Skjern.

 

Gennem sine 40 år har hun lavet lidt af hvert – hun har således været bogholder, i faglig afdeling og a-kassen – i dag er hun i receptionen skiftevis i Skjern og Ringkøbing, hvor 3F har kontorer. Og selv om hun er 65 år, har hun ingen planer om at stoppe.

 

Astrid Albæk

 

- Jeg har nogle fantastiske kolleger. Da jeg fik brystkræft i 2014, var de simpelthen så søde. Jeg fik sms’er, og de kom og besøgte mig. Vi har meget empati for hinanden her i afdelingen, fortæller hun.

 

Astrid er i dag godt ovre brystkræften men har valgt at gå ned i tid til 23 timer om ugen.

 

Rabiat ligestillingskvinde

Som aktiv i HK var Astrid Albæk i 13 år formand for HK Service i Herning – det var som deltidssektorformand, før HK fik fuldtidssektorformænd.

 

Hun sad også i den landsdækkende sektorbestyrelse for HK Service i otte år og var medlem af HK’s ligestillingsudvalg og arbejdsmiljøudvalg og af Branchesikkerhedsråd 6, som lavede vejledninger til kontoransatte. Hun var ligeledes i en årrække med i HK Hernings miljøudvalg. I dag er hun revisor for HK MidtVest og repræsentant i HK’s klagenævn

 

Da John Dahl, der fra 1993 til 2007 var formand for HK, stillede op til valget som forbundsformand, blev Astrid Albæk bedt om at holde anbefalelsestalen på kongressen. Pressen ville gerne fortælle, hvem der skulle holde anbefalelsestalen, men det lykkedes at holde det hemmeligt indtil dagen før, hvor arbejdsbevægelsens dagblad gennem 130 år, Aktuelt, kunne afsløre, ”at det blev den rabiate ligestillingskvinde Astrid Albæk”.
 
- Rabiat ved jeg nu ikke, ler Astrid ved mindet.
 
- Men jeg har kæmpet for ligestilling gennem alle mine år i HK og har deltaget i UNI kvindekongresser i blandt andet San Francisco og Beijing. Vi arbejdede blandt andet med sexchikane. Et emne, der ikke var på tale andre steder end i Danmark dengang. Det er det i den grad kommet siden hen, og problemet er desværre endnu ikke løst, fortæller Astrid.

 

Med til at skrive bog

Astrid Albæk deltog også i interview om ligeløn med tv-værten Reimer Bo Christensen. Et andet emne, der optog hende meget.  Og hun har været med til at skrive bogen ”Bedre råd. En håndbog om økonomi for kvinder”, der blev udgivet af HK og KAD samt AOF's Forlag i 1996.

 

- HK har givet mig så mange fantastiske oplevelser og udfordringer, og jeg har fået mange relationer gennem årene – og så er der den personlige udvikling, man har været igennem. Det har været fantastisk, siger Astrid.

 

Når tiden ikke går med job og HK, er Astrid aktiv i Skjern Rideklubs støtteforening Gyngehesten, hvor hun er med til at lave sponsoraftaler. Døtrene Mette, 36 år, og Malene, 41 år, gik til ridning, da de var børn. Ellers bliver fritiden tilbragt med manden Hans Gydesen, 73 år, der er pensioneret vicepolitikommissær, og de seks børnebørn i alderen to måneder til 16 år, der er hendes et og alt. Endelig kan det fortælles, at Astrid gennem 25 år har været domsmand tilknyttet Danmarks Domstole.

 

Se video fra overraskelsen af Astrid:

 

 
Artiklen er opdateret 28. august 2018

DU HAR INDFLYDELSE SOM MEDLEM

Din mening tæller, for vi er din og alle de andre medlemmers fagforening. Derfor kan du stemme til generalforsamlinger – ligesom du til hverdag kan få indflydelse via vores repræsentanter på både skoler og arbejdspladser. HK er nemlig et fællesskab, hvor alle har en stemme.