Illustration: Tone Thoresen / Koalitionen.dk

Eksempler på fejl

  • En butiksmedarbejder i Nordjylland lod sin lokale afdeling gennemgå sine lønsedler. De fandt fejl i stort set alt: Løn, tillæg, pension og feriefridage. Medarbejderen fik godt 47.000 kr. i efterbetaling samt tre ugers ekstra fri, fordi der også var rod i arbejdstimerne for helligdagene.
  • En elev i Østjylland fik 65.000 kr., efter HK Handel havde tjekket hendes arbejdstimer og løn og opdagede, at overenskomsten ikke blev fulgt af virksomheden.

Halvdelen har fejl i deres lønseddel, men mange opdager det ikke. Det kan koste dyrt, for det er ofte tillæg, pension og overtid, der giver problemer, og det kan give en forskel på flere tusind kroner i lønningsposen hvert år. 

I HK Handel hører faglig chef Kim Jensen jævnligt, om medlemmer der har fået den forkerte løn, uden hverken de selv eller arbejdsgiveren er opmærksomme på det. 

- Det er sindssygt vigtigt, at folk holder styr på, hvornår de har arbejdet. Det kan fx være ved at notere ned i en kalender, hvilke timer man har arbejdet, som man kan tjekke på lønsedlen efterfølgende, siger han. 

 

TIP:

Hold dagbog over din arbejdstid. Du kan få brug for at dokumentere, hvornår du har været på arbejde, og det vil ofte være din eneste mulighed for at bevise det. 

De 5 vigtigste punkter at tjekke på din lønseddel: 

  1. Timeantallet
    Skriv hver dag dine arbejdstider og pauser ned i en kalender. Hvis du er timelønnet, kan du her tjekke, om det svarer overens med, hvad du faktisk har arbejdet, og om du har fået løn for alle timer. Husk også at tjekke, om dine timer er gengivet korrekt i arbejdsplanen.
    NB: Vær opmærksom på, hvilken tidsperiode lønsedlen gælder for. Lønsedlen følger ikke altid en kalendermåned.
  2. Selvbetalte pauser 
    Vær ekstra opmærksom på, om du har arbejdet i dine pauser – gør du det, er det ikke længere pauser men arbejdstid. Husk at gøre din chef opmærksom på det, og skriv efterfølgende ned, hvis du er blevet forstyrret i pauserne eller er blevet bedt om at arbejde. Så kan du tjekke på lønsedlen, at du også har fået løn for den tid.
  3. Timeløn
    Tjek, om der står den rigtige timeløn. Er du i tvivl om beløbet, kan du se det i din overenskomst eller spørge din tillidsrepræsentant.
    NB: Vær særligt opmærksom, hvis timelønnen netop er blevet reguleret. Det kan tage tid for arbejdsgiveren at få opdateret systemet.
  4. Tillæg
    Se efter, om du har fået alle de tillæg, du er berettiget til. Se evt. i din overenskomst eller spørg din tillidsrepræsentant, hvilke tillæg der gælder for dig. Skal du have forskudttidstillæg, så tjek i en kalender, hvor du har skrevet dine arbejdstider ned, om beløbet stemmer overens med det, du har arbejdet forskudt i fx weekender eller om aftenen.
    NB: Læs mere om dine tillæg for 2018 her
  5. Pension
    Regn først tallene for pensionen ud, og tjek, om de stemmer. Se efter, om din arbejdsgiver har betalt cirka dobbelt så meget til din pension, som du selv har. Tjek også med dit pensionsselskab, om begge beløb er gået ind. Du kan se tallene på årsopgørelsen fra pensionsselskabet eller pensionsinfo.dk

 

Det skal du gøre, hvis du opdager fejl 

Tal med din chef, hvis du har opdaget fejl på din lønseddel. For det meste er det netop fejl, som din arbejdsgiver gerne vil rette med det samme. Hvis du alligevel oplever problemer, eller at arbejdsgiveren ikke er enig, kan du gå til din tillidsrepræsentant eller tage fat i din lokale HK-afdeling på tlf.: 7011 4545. 

 

Bliv klogere på din lønseddel

Har du svært ved at gennemskue, hvad posterne på din lønseddel dækker over? Med HK's lønseddelværktøj kan du få det fulde overblik over, hvad alle de forskellige betegnelser betyder. 
Klik dig ind på værktøjet her, og vælg Handel i menuen. 

Læs også om reduktionsregler og arbejdstid