Arbejdsliv

Nu skal der bare ske noget nyt!

Jeg orker ikke mere!

Hvis en af de tanker er slået dig hen over sommerferien, er du ikke alene. Hver 4. har overvejet eller har planer om at søge nyt job, og godt hver 4. har tænkt på at tage efter- eller videreuddannelse, mens de har holdt ferie.

Det viser en web-undersøgelse, som vi sendte med ud i HK/Privats nyhedsbrev for to uger siden. 1.038 nyhedsbrevsabonnenter besvarende undersøgelsen.

- Det er helt naturligt at lægge nye planer. For ferie er lig med pause, der giver tid, rum og luft til at tænke over, hvad man egentlig går og bruger sit liv på, erfarer Louise Theil, der er leder af HK’s Karrieretelefon.

Hendes job består blandt andet i at vejlede HK’ere, der har behov for forandring i deres arbejdsliv.

FÅ HJÆLP HOS KARRIERETELEFONEN
Karrieretelefonen har været åben hele sommeren, og flere hundrede medlemmer har ringet ind til karrierevejlederne for fx at få hjælp til jobsøgning eller forhøre sig om relevante uddannelsesmuligheder.

Fik du ikke tænkt færdig eller kontaktet Karrieretelefonen i din ferie, kan du gøre det nu på tlf. 3330 4460 på alle hverdage mellem klokken 13 og 16.

- Du behøver ikke at have en færdig plan at præsentere, når du ringer til os. Faktisk er det meningen, at du ikke har et facit for, hvad du skal gøre. Det er nemlig vores erfaring, at mange i en afklaringsproces ikke selv når længere end at tænke, at de ikke orker det, de har, længere, og at de gerne vil noget nyt Her hjælper vi den enkelte med at blive mere specifik omkring, hvad de ønsker at komme væk fra og sætte fokus på det, de godt kunne tænke sig at erstatte det med, fortæller Louise Theil.

UNDGÅ DESPERATE BESLUTNINGER
Undersøgelsen blandt nyhedsbrevets abonnenter viser også, at et lille mindretal har overvejet en mere radikal løsning på at undgå at komme tilbage i deres nuværende job.

4 % angiver, at de har overvejet eller planlagt at sige deres job op uden at have et nyt på hånden, 3 % overvejer at gå på efterløn eller pension, mens 4 % har overvejet muligheden for at blive sygemeldt og/eller have hjælp til stresssymptomer.

- Det er meget vigtigt, at du ikke foretager dig noget overilet eller desperat uden at have en plan b, men at du træffer bevidste valg, der peger dig i en ny og bedre retning, så du ikke bare løber væk fra noget. I værste fald risikerer at du ende samme sted, hvis du ikke bliver afklaret omkring, hvad du ønsker at opnå. Og vi ved, at det også har en stor pris, når man mister sit forsørgelsesgrundlag, siger Louise Theil.

Hun fastslår:
- Men selvfølgelig skal du ikke blive syg af dit job. Mærker du symptomer på stress, så kontakt din læge, tal med din leder, din tillidsrepræsentant og kolleger. Og går du med planer om at komme væk, så ring endelig til os med det samme.

Læs mere om det gratis tilbud om sparring og vejledning på HK’s Karrieretelefon.