Sanne Nielsen

”Handlekraftig.” Det er det ord, Sanne Nielsen selv synes, kendetegner hendes ledelsesstil bedst, og det er også det ord, hun gætter på, at hendes medarbejdere ville beskrive hende med som det første.

Hun handler. Hun får hurtigt ting af vejen. Hun kan lynhurtigt planlægge et teammøde, sætte et lækkert slideshow op, og hun får uden tøven oversat strategier og visioner og kanaliseret dem ud til sine medarbejdere.

I 2000 startede hun som elev med speciale i offentlig administration i Haderslev Kommune, og i dag er hun stadig i Haderslev Kommune, men hendes titel har ændret sig til afdelingsleder for Ydelsescentret, Administrationen på arbejdsmarkedsområdet og Jobbutik og Indkalderfunktion. Og derudover er hun også arbejdsmiljøleder for hele beskæftigelsesområdet. Hun har 47 medarbejdere under sig, og ledelse er blevet hendes fag.

- Jeg oplever ofte, at de ledere, jeg møder, enten har en faglig profession bag sig eller en akademisk baggrund. Jeg håber ikke, at jeg er en uddøende arketype med min HK-baggrund. Jeg synes virkelig, at min baggrund og erfaring hjælper mig utrolig meget i min ledergerning. Der er så mange ting, jeg selv kan ordne og få fra hånden. Jeg har hele min administrative pallette, så jeg kan begå mig hurtigt og hjælpe mig selv. På den måde får jeg skabt tid til det, jeg synes, er det vigtigste og mest spændende nemlig interaktionen med mine medarbejdere, fortæller Sanne Nielsen.

Først erfaring, så uddannelse

Sanne Nielsen har en klassisk kontoruddannelse, men har i takt med sit stigende ansvar bygget mere og mere uddannelse på. I forlængelse af kontoruddannelsen tog hun en kommunom og blev ansat først som sekretær og siden som chefsekretær. Som chefsekretær røg hun ind i et lean-projekt, hvor projektlederen blev syg, og Sanne Nielsen derfor blev projektleder i et år. Og det blev hendes springbræt ind i konsulentverdenen i Haderslev Kommune.

- Meget af min uddannelse har jeg faktisk taget på bagkant. Det er kommet i en god kronologisk rækkefølge, der har matchet de udfordringer, jeg er blevet tilbudt. Det er ikke sådan, at jeg først har taget en uddannelse og derefter har fået mere ansvar. Jeg har ikke altid haft papir på noget, før jeg sagde ja tak. Jeg mener, at når man har fået smag for noget, så er det om at sige ja tak til de udfordringer, man bliver budt, siger Sanne Nielsen.

Og lige netop det at sige ja tak til den praktiske erfaring og derefter tilegne sig de teoretiske kompetencer, har været Sanne Nielsens historie.

- Når man har været i en organisation i så mange år, så møder man mennesker på sin vej, som ser noget i en og tror på en. Og det har været tilfældet for mig. Der er nogle, der har troet på mig og givet mig nogle chancer. Jeg er venligt blevet presset ud i forskellige situationer og også blevet prikket med beskeden om, at ”jeg synes, du skal søge den stilling nu”.

Mere kompleks og rummelig

Selvom Sanne Nielsen altid har fået erfaringen før uddannelsen, ville hun ikke have været den samme leder, hun er i dag, hvis det ikke havde været for hendes uddannelser.

- Jeg er helt klart blevet et mere komplekst og rummeligt menneske. Jeg har fået en større indsigt i de mange aspekter omkring ledelse. Og jeg vil sige, at man aldrig bliver færdiguddannet leder. Teori og erfaring skal gå hånd i hånd, ellers mister man perspektiver. For mig har løbende uddannelse givet mig en ro og bekræftelse af den følelse, jeg altid har haft i maven. Man kan ikke læse sig til at blive leder, det er noget, man skal ville i sin inderste kerne. Men jeg var heller ikke nået hertil uden uddannelse. Det hører sig med, at man skal have papir på sine færdigheder, siger Sanne Nielsen.

Har du lederdrømme?

På Fag & Fremtid kan du møde Susanne Søndergaard Hansen, der er områdechef og har 20 års erfaring med ledelse og lederudvikling. Blandt andet tilrettelægger hun afklaringsforløb for medarbejdere, der overvejer om ledelse er noget for dem.

Læs mere om Fag & Fremtid her.