Sanne Mathiasen havde lige trykket på udmeldt-knappen fra Aarhus Universitet for straks at kigge sig omkring i uddannelsesverdenen efter en uddannelse, der var lige hende.

- Jeg landede på VIA og så noget med en proffessionsbachelor, og at uddannelsen indeholdt HR og administration, som altid har ligget mit hjerte nært. 

Det blev starten på Administrationsbachelor og Sanne. Et forhold, der om alt går vel, får sin lykkelige slutning til februar 2019 – dog nu med beskæftigelsesområdet som det absolutte hjertebarn.

Men faktisk er Sanne i lykkelige omstændigheder allerede nu – et halvt år inden den endelige afslutning.

Der var drømmestillingen jo

Sanne har nemlig fået sig en fast stilling i Viborg Kommune i flexjobteamet, hvor hun får titel af beskæftigelsesfaglig medarbejder – en stilling der samler hele tre roller i én, nemlig virksomhedskonsulent, mentor og sagsbehandler.

- Jeg kunne se, at det var min absolutte drømmestilling, og jeg måtte bare søge den, selv om jeg ikke var færdig på studiet.

Derfor gik hun i gang med at forberede sig, alt det hun overhovedet kunne.

Blandt andet ringede hun til lederen for at høre nærmere om stillingen, men lige så meget for at høre, om en person med en administrationsbachelor-uddannelse – som ikke engang var færdig endnu – overhovedet havde en chance.

- Det var rigtig godt givet ud, for det gav mig muligheden for at præsentere uddannelsen, og hvad sådan en som mig kan og har af kompetencer.

Karrieretelefon gav en ansøgning uden floskler

Sanne havde et par kontakter i kommunen og spurgte dem til mindset og tænkning.

Dernæst kontaktede hun HK's karrieretelefon, hvor hun fik hjælp til at skrive et CV og ikke mindst en ansøgning, hvor der var luget i de sædvanlige klicheer om at være pligtopfyldende, og det der er værre - samt holde en god struktur og disposition.

Og da ansøgningen førte en samtale med sig, fik hun også råd til samtalen.

Egentlig ikke så meget hokuspokus, for det væsentligste råd lød, at hun skal være sig selv – og netop gøre noget ud af at vise, hvem du selv er – på en ærlig måde. Og det bar frugt.