Organiserne Karina Flensborg Hørup (tv.) fra HK Handel MidtVest  og Stinna Pinstrup (th.) fra HK Handel Sydjylland var med til at byde nye Matas-elever velkomne på Matas' introhold, der blev afholdt i slutningen af august. Foto: Mads Guldhammer. 

Ændring af vagtplaner, overarbejde, arbejdsmiljø, løn og meget mere. Spørgelysten blandt Matas’ elever var stor, da HK Handels organisere i slutningen af august var i Aarhus for at deltage i Matas’ årlige introhold for nye elever.

- De vil rigtig gerne tale med os. Det har stor værdi, vi er der og byder dem velkommen i det faglige fællesskab, fortæller Mads Guldhammer, der er organiser for HK Handel og med for andet år i træk.
For mange elever er det første gang, de skal ud på arbejdsmarkedet, og de har derfor ikke så meget viden om deres forhold – eller deres rettigheder.

- Vi giver dem en masse viden og svarer på alle de spørgsmål, de måtte have. De vil vide alt om deres rettigheder. Interessen i år har været særlig stor, og vi har fået over 50 indmeldelser allerede. Det er rigtig godt, for jo flere vi er, jo stærkere står vi, siger Mads Guldhammer.

"Matas' ømme tæer"

Arbejdet for elevernes rettigheder starter allerede i introforløbet. Ud over at deltage for at oplyse eleverne har HK Handel også en aftale med Matas’ ledelse om, at der bliver samlet op på eventuelle problematiske ting, som organiserne hører om undervejs.

- Man kan sige, at vi der træder lidt på Matas’ ømme tæer , men de er også glade for, vi er der. Vi kan nemlig gå i dialog med ledelsen, hvis vi hører om noget, der får advarselslamperne til at ringe. Og aftalen er så, at de har 2-3 uger til at samle op på eventuelt problematiske ting, siger Mads Guldhammer og forklarer, at det fx kan være, hvis han og kollegerne hører, at ændringer i vagtplanerne ikke varsles korrekt, eller at overarbejde ikke udbetales. 

- Så går vi videre med det, men selvfølgelig kun efter aftale med den elev, vi hører det fra. Vi siger i samme omgang til eleven, at hvis det ikke ændrer sig, skal de kontakte os igen.

Læs mere: 8 ting du skal vide som elev