Kvinde ved computer
I første omgang har regeringen sendt et forsalg om en særlov i høring for at give Solrød Kommune mulighed for at forsøge sig med videoopkald.

Formand for Social-, Sundheds- og Fritidsudvalget i Solrød Kommune Ivar Haugaard-Hansen (V) fortæller til Ritzau, at det har været et ønske fra borgere og medarbejdere at afholde videomøder, men at det ikke er muligt med den nuværende lovgivning.

- På medarbejdersiden kan vi spare ressourcer ved at planlægge bedre og dermed yde en bedre indsats. For borgerne gør det, at man ikke nødvendigvis skal forbi et beskæftigelsescenter. Man kan holde mødet derhjemme, eller hvis man er på vej ud til jobsamtaler, siger Ivar Haugaard-Hansen.

Forslaget er specifikt rettet mod beskæftigelsesindsatsen for de borgere, der er jobparate, men står uden arbejde.

Ikke videosamtaler i alle tilfælde

Solrød Kommune mener ikke, at der skal bruges videosamtaler i alle tilfælde, da der er risiko for at noget kan gå tabt i dialogen mellem borger og kommune
- Det er ikke et must, at der skal være videosamtale. Det vil være en vurdering i hver enkelt situation. Det kan være, at man tager et enkelt eller to videomøder og siger: Nu har vi brug for igen at mødes 'face-to-face', siger Ivar Haugaard-Hansen.

Før videosamtaler kan komme på tale, skal borgeren indledningsvist møde op på Solrød Rådhus til første møde. Efter planen skal det allerede være muligt at afholde videosamtaler med Solrød Kommune fra 1. november i år til 31. december 2021, oplyser kommunen.

Artiklen er opdateret 18. september 2018