3000 læger skal i Region Hovedstaden have lavet en personlig opsætning af Sundhedsplatformen, for at imødegå nogle af de udfordringer, som de har med at bruge systemet. Og i Region Sjælland er et lignende projekt undervejs.

Men professor på IT-Universitet, Søren Lauesen, mener ikke, at tilgangen med at udpege brugertilpasningsansvarlige på alle afdelinger kommer til at virke.

Det er ikke realistisk at finde folk med de rette it-kompetencer på alle afdelinger.

- Man skal have fat i et naturtalent, og det kommer man altså ikke til finde på hver afdeling. Man kommer til at få den, der bedst kan undværes, siger han til Version 2 og uddyber:

- Jeg tror ikke på, at der kommer de store forbedringer ud af dette her. Men jeg håber ikke, jeg har ret.

Når ikke at lære

En af kritikpunkterne fra Søren Lauesen er, at Region Hovedstaden sætter gang i projektet på alle afdelinger på en gang. PÅ den måde kan man ikke lære af processen og forløbet i organisationen.

- Jeg har tidligere rådet Region Hovedstaden til at tage et speciale ad gangen, så man kunne bruge de erfaringer, man samlede op undervejs. Det råd har man tilsyneladende ikke fulgt, og så vidt jeg kan se, sætter man det hele i gang parallelt, siger Søren Lauesen til Version2.

Ud over brugertilpasningsansvarlige, så er der i Region Hovedstaden også afsat penge til indkøb af konsulentbistand fra enten Epic samt truffet beslutning om, at der skal frigøres resurser fra CIMT (Center for IT, Medico og Telefoni) ved at lukke ned for andre it-aktiviteter.