For 2 måneder siden pakkede Kim Østergaard kufferten og flyttede til Bruxelles. Et job i Natos hovedkontor var blevet ledig, og som nyuddannet administrationsbachelor tog han chancen.
- Ingen her i Bruxelles kender uddannelsen som administrations bachelor, så de spurgte mig, hvad jeg kan. ’Jeg kan det hele’, svarede jeg, fortæller Kim Østergaard.
Kim Østergaard er klar til nye arbejdsopgaver i Nato. Foto: Kim Østergaard
Den stilling, der var slået op, var et job i arkivet. Men til jobsamtalen fik Kim Østergaard sagt, at han er åben for andre opgaver, og derfor skal han nu arbejde i arkivet halvdelen af tiden, og lave andre opgaver den anden halvdel af tiden.
- Min uddannelse giver mig mulighed for at prøve mange jobfunktioner af. Jeg kan noget økonomi, jeg har en forståelse for jura og jeg kan en masse om administration i det hele taget. Derfor har jeg sagt til stabschefen, at jeg er interesseret i at lave så mange forskellige ting, så længe det har noget med administration at gøre, og det er de faktisk også interesseret i, fortæller han.
Hvilke opgaver han skal løse, ud over opgaver i arkivet, er endnu ikke helt aftalt, men de har talt om både front desk-opgaver og økonomiopgaver.
- Jeg har også sagt ja til at være chauffør for generalen, den danske militærrepræsentant, i en periode i efteråret, hvor den faste chauffør er væk. Det er en sjov opgave, der kan give et afbræk i hverdagen på kontoret, siger Kim Østergaard.
Grib chancen
Da Kim Østergaard og hans studiekammerater var færdige på uddannelsen, holdt han dimittend-talen. Her brugte han blandt andet Pippi Langstrømpe-citatet: ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg godt’.
- Det er faktisk et meget godt citat for os administrationsbachelorer, for ingen ved helt endnu, hvad vi kan, og derfor er der faktisk ingen grænser for, hvad vi kan. Verden er helt åben for os, for ingen kan sætte os i bås, og det tror jeg er en stor fordel. Vi er nødt til at prøve opgaverne af, for at vi kan finde ud af, om vi kan løse dem – og hvorfor skulle vi ikke kunne det, spørger han.
Kim Østergaard foran Nato. Foto: Kim Østergaard
Kim Østergaard opfordrer derfor både de uddannede administrationsbachelorer og lederne rundt om på arbejdspladser til at gribe chancen og teste grænserne for uddannelsen.
- Det er en meget bred uddannelse, så vi kan meget mere, end vi måske tror. Selv om jeg bliver præsenteret for mange nye ting her i Nato, så er jeg endnu ikke stødt på opgaver, jeg ikke kan klare. De kompetencer, jeg har fået på uddannelsen, dækker fint det, jeg har brug for i mit arbejde. Jeg kan byde ind mange steder, og efterhånden, som min chef får øjnene op for det, så får jeg naturligvis også nye opgaver og mere ansvar, fortæller Kim Østergaard.
Kim Østergaard opfordrer derfor administrationsbachelorerne til at søge alle de stillinger, der lyder interessante og der kan være muligheder i.
- Hvis man gerne vil have et job, så er det første skridt at søge det. Prøver du ikke muligheden af, kan du være sikker på, at du ikke bliver ansat. Men det har jo ikke noget med dine kompetencer at gøre. Det har noget med dig selv at gøre. Så søg jobbet, hvis du mener, at du kan klare opgaven. Også selv om der står, at de søger en akademiker. Arbejdsgiverne kender jo ikke meget til vores kompetencer, så måske ved de slet ikke, at de faktisk søger sådan en som os, siger Kim Østergaard.
Stillingen i Natos hovedkontor i Bruxelles er en fast stilling. Derfor har Kim Østergaard indstillet sig på, at hans liv fremover skal leves uden for Danmarks grænser, i et land, hvor en uddannelse som administrationsbachelor er helt ukendt.
- Netop det, at min uddannelse kan føre mig til en arbejdsplads som den her, vidner om, at alt er muligt for os administrationsbachelorer. Hvis vi har viljen, så har vi også muligheden. Fordi vi er så nye på jobmarkedet, så skal vi måske kæmpe lidt ekstra, men hvis man gider at tage kampen op, så kan vi sagtens bevise, at vi er en stor ressource for mange arbejdspladser, siger han
0 Kommentarer
Skriv en kommentar her: