En målrettet hjælp til stressramte danskere har vist sig så effektiv, at den nu er blåstemplet af Sundhedsstyrelsen og breder sig i flere kommuner. Metoden 'Åben og Rolig' er udviklet på Københavns Universitets Center for Psykisk Sundhedsfremme i samarbejde med Harvard University.

Mere end 3000 stressede danskere i Aalborg og Københavns kommuner er de seneste fem år gratis henvist til behandling med metoden, der er udviklet af sundhedspsykolog og stressforsker Christian Gaden Jensen og baseret på forskning. Siden er Odense, Mariagerfjord, Skanderborg og Solrød kommuner fulgt efter, og flere er på vej.

Under hver tredje kommuner tilbyder stressbehandling

Kommunale stressbehandlingstilbud af høj kvalitet har været en mangelvare. Ifølge en opgørelse for Center for Psykisk Sundhedsfremme i 2016 havde under hver tredje kommune specifikke tilbud målrettet borgere med stress.

- Det skyldes nok allermest økonomi. Men stress koster samtidig samfundet et tocifret milliardbeløb hvert år. De danske kommuner bliver mere opmærksomme på stresstilbud af høj kvalitet, og vi tror, at pengene vil komme mange gange ind igen og formentlig allerede inden for bare et år, siger Christian Gaden Jensen, der leder Center for Psykisk Sundhedsfremme på Københavns Universitet, til Ritzau.

Artiklen er opdateret 24. september 2018