Fra venstre: Direktør i Dansk Erhverv, Laurits Rønn, undervisningsminister Merete Riisager, Camilla Groth Pejtersen, Karoline Møller Jeppesen, Lena Munk og formand for HK Handel, Per Tønnesen. Foto: Carsten Lundager.


Hvert år laver danske butikselever solide og gode fagprøver. Nogle af dem af skiller sig ud ved at være unikke og fange tidens tendenser. De bliver hædret med Detailhandlens Fagprøvepris. Årets udgave af prisen, den 20. af slagsen, blev mandag 24. september uddelt i Børsbygningen i hjertet af København.

Camilla Groth Pejtersen løb med førstepladsen og den medfølgende præmie på 25.000 kroner. Hun er udlært hos Boghandler Kristian F. Møller i Aarhus. Karoline Møller Jeppesen fik en flot andenplads og 20.000 kroner. Hun er udlært hos Matas i Viby J. Endelig gik 3. præmien og 15.000 kroner til Lena Munk. Hun er udlært i Magasin, Aarhus.

Der skal knofedt til

Undervisningsminister Merete Riisager overrakte diplomer til de glade vindere. Hun lægger ikke skjul på, at hun er glad for at være med til at hylde de bedste elever inden for detailhandlen.
- Den faglige stolthed er én af de bærende grundpiller under erhvervsuddannelserne. Derfor skal vi udnytte enhver lejlighed til at hylde den gode præstation, og det er netop sådan en, de tre vindere i den grad har leveret med deres flotte fagprøver. Vinderne er stærke rollemodeller og beviset på, at den personlige service og den gode oplevelse ikke er noget, man kan trække i en automat eller kode ind i en robot. Det er hårdt arbejde, viden og gode ideer, og det er eftertragtede evner inden for handel, siger Merete Riisager.

Husk det gode købmandskab

Dansk Erhvervs direktør, Laurits Rønn, deltog også i kåringen. Han minder om, at ny teknologi skaber forretningsmuligheder, men at man aldrig må glemme det gode købmandskab og den menneskelige relation.
- Det er købmandskabet, der gør forskellen. Fra det enkelte møde med kunden på gulvet i butikken til de store kontrakter og strategiplaner i virksomhederne. Det er det, der skal være i centrum. Dagens vindere har også på hver deres måde demonstreret, hvilken betydning digitalisering og sociale medier har for netop et godt købmandskab. De er gode til at fange tidens tendenser og baner vejen for en ny trend i detailhandlen, siger Laurits Rønn.

God service går aldrig af mode

- Digitaliseringen stiller jo nye og store krav til de handelsansatte, men årets fagprøvepris er et bevis på, at god service aldrig går af mode og stadig gør sig gældende i kontakten med kunderne. Ikke blot i butikkerne, men også på sociale medier. Den dygtige sælger skal stadig beherske et indgående produktkendskab og det gode salg – uanset hvor digitale vi bliver, siger Per Tønnesen, formand i HK Handel.

Fakta om vinderne

- Camilla Groth Pejtersen har i sin fagprøve haft stor fokus på massiv markedsføring på sociale medier, afholdt besøg på skoler og biblioteker samt læseevents i den boghandel, hvor hun er ansat. På den måde har hun fået fat i en ung målgruppe og skabt en relation til dem. 
- Karoline Møller Jeppesen har i sin fagprøve vist, hvor meget et øget fokus på et relativt ukendt brand kan øge interessen og kendskabet til og salget af netop dette mærke. 
- Lena Munk har iscenesat og brandet en form for Grand Opening i forbindelse med en åbning af en ny shop i Magasins fashion-afdeling. Her er sociale medier kommet i spil, lige som selve eventen var præget af en god oplevelse for kunderne.