Katinka

Foto: Lisbeth Holten


Katinka Lauritzen
// 45 år
// Oprindeligt kontoruddannet i engros-virksomhed + akademiøkonom i turisme
// I dag koordinator i konferencevirksomheden CAP Partner Aps

Det skulle smage af arbejdsopgaverne inden for turisme. Altså, noget med kundekontakt: Dialog med masser af mennesker for at få det hele til at gå op og hands-on, praktiske udfordringer, når noget før,
under og efter måske ikke helt gik efter planen.
Hvor kunne hun få det?

Det var udfordringen for Katinka Lauritzen, da hun i 2006 arbejdede som administrativ medarbejder i 65-ferie (i dag Vitus Rejser), men havde lyst til at prøve noget nyt. Dels havde hun brug for et job, der ikke lå alt for langt fra daginstitutionen. Dels af eventyrlyst sådan rent jobmæssigt.

- Jeg kunne sagtens have løst det logistiske ved at søge over i et andet rejsebureau, men jeg har altid været nysgerrig efter at prøve flere forskellige ting. Så jeg begyndte at analysere på, hvad det var, jeg kunne lide i mit arbejde - og så finde ud af, hvor jeg kunne få de samme ting, som var vigtige for mig, fortæller 45-årige Katinka Lauritzen.
Svaret blev i første omgang kursussekretær på Roskilde Tekniske Skole. Og senere, i 2013, fik hun sit nuværende job som koordinator i CAP Partner Aps, som arrangerer konferencer i den lægevidenskabelige branche.

"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle vide så meget om sårpleje"

 

- Det er selvfølgelig noget andet end rejsebranchen. De fleste kan forholde sig til en rejse, men lægebranchen er meget mere specialiseret og ”nørdet’”. Jeg havde fx aldrig forestillet mig, at jeg skulle vide så meget om sårpleje. Men jeg kan relatere til rigtig mange af de opgaver og kompetencer, jeg havde i rejsebranchen - som at kommunikere med mange mennesker om at yde en høj service og hele tiden arbejde med både større og mindre praktiske opgaver, siger -Katinka Lauritzen.

- Da jeg søgte jobbet, slog jeg meget på min lyst til at lære nye områder at kende, og at jeg selvstændigt sætter mig ind i nye opgaver. Og de syntes omvendt, at det var spændende, at jeg kom med en baggrund fra rejsebureau og kursusadministration.
Hos CAP Partner har hun hovedansvaret for fakturering og budgetopfølgning, men har også holdt sig praktisk orienteret ved at stå for hele planlægningen af én årlig konference.

- Det er helt klart et mere ansvarsfuldt og selvstændigt job end tidligere. Jeg vil stadig gerne være hands-on med praktiske opgaver, men jeg kan rigtig godt lide ansvaret med at koordinere. Det ansvar er blevet en vigtig del af mit arbejde, siger Katinka Lauritzen, der ikke vil afvise yderligere karriereskifter på et tidspunkt.

- Det er enormt spændende for mig at lære nye ting. Samtidig er jeg perfektionist og har brug for at have styr på det hele. Det har man jo ikke ligefrem, når man starter op i noget nyt. Her kan det sagtens køre rundt i mit hoved med nervøsitet, om jeg nu har gjort det godt nok. Men det giver mig altså også et adrenalinkick.

 

Katinka Lauritzens råd

til dig, der vil prøve noget nyt.
- Accepter, at det kan gøre dig nervøs, og at du sikkert kommer til at lave fejl i et nyt job - og så bare kaste dig ud i det. For du kan meget mere, end du tror. Det er hårdt det første halve år, men så er det min erfaring, at man har styr på det.