Madfusk: Efter Operation X sidst i september satte fokus på pizzakæden Domino’s med programmet 'Fødevarefusk i Domino's', har Fødevarekontrollens ekstraordinære kontroller afsløret fejl, alvorlige nok til at udløse sanktioner, i 20 af pizzakædens 30 butikker.

HK-afdelingerne, laboranterne og tillidsrepræsentanterne i Fødevarestyrelsen har længe advaret om at konsekvenserne af flere års besparelser i Fødevarestyrelsen er og bliver en dårligere kontrol med den mad, som danskerne putter i munden.

Men før Operation X begyndte at interessere sig for sagen, har de fleste af butikkerne fået elite-smileys af Fødevarekontrollen som tegn på, at alt var i orden. Det imponerer mildt sagt ikke Forbrugerrådet Tænk, skriver TV2.dk.

- Det er problematisk, at Fødevarekontrollen ikke har formået at opdage det her, fordi det tilsyneladende har stået på i længere tid og sker i mange butikker, siger Camilla Udsen, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk til TV2.

Alvorlige sanktioner: 22 påbud eller forbud

Siden Operation X i juni præsenterede sit materiale for Fødevarestyrelsen, har styrelsens rejsehold været på kontrolbesøg hos alle Dominos 32 forretninger og i hovedkvarteret i Roskilde. Det har i perioden 7. juni til 20. september resulteret i samlet 73 sanktioner. Af dem var 14 bøder og 8 påbud eller forbud, det vil sige sanktioner i den alvorlige ende.

Så der har tilsyneladende været en del at komme efter - også i de forretninger, der havde fået en elite-smiley. Fødevarekontrollen forklarer TV2, at det er svært at afsløre snyd på de rutinemæssige besøg.

- Vores kontrol er baseret på, at virksomhederne også selv har et ønske om at overholde lovgivningen. Det kan være svært at opdage snyd derude, hvis vi ikke umiddelbart kan se den på tilsynet. Vi laver ikke efterforskning. Vi laver kontrol. Det er et her-og-nu-billede, siger Charlotte Kølln, der er sektionsleder i FødevareKøbenhavn til TV2.

Men det er ikke godt nok for Forbrugerrådet Tænk, der kræver, at der bliver lavet en reel kontrol i virksomhederne. - De skal holde virksomhederne i ørerne. Det er ikke nok at gå ud og lave papirkontrol og se, at man har nogle fine egenkontrolprogrammer, der beskriver, at tingene ser rigtig fine ud. Det vigtige er, hvad der foregår i dagligdagen derude, siger Camilla Udsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Antallet af kontroller og dybden af Fødevarestyrelsens undersøgelser er et spørgsmål om ressourcer, siger leder af Fødevarestyrelsens Rejsehold Michael Rosenmark til TV2.

Og netop ressourcerne er et problem. De senere års omfattende besparelser på Fødevarekontrollen har konsekvenser, påpeger Peter Raben, der er næstformand i HK Stat.

HK Stat organiserer både laboranter og administrative medarbejdere i staten, og Peter Raben møder jævnligt medlemmer fra Fødevarestyrelsen.

- Det er dybt bekymrende, at overdreven tro på virksomheders egenkontrol og besparelser i Fødevarestyrelsen fører til en lemfældig kontrol med fødevaresikkerheden. Det er borgernes helbred, der er på spil, siger han.

- Bedre bliver det ikke af, at det ene af Fødevarestyrelsens to tilbageblevne laboratorier nu skal lukkes og opgaven skal flytte fra Lystrup ved Aarhus til Ringsted, så der igen er risiko for tab af specialviden med konsekvenser for fødevarekontrollen.

Forslag til finanslov 2019: Fødevarestyrelsen skal skære

Ifølge regeringens forslag til Finanslov skal Fødevarestyrelsen reduceres i antallet af årsværk med knap 200 fra 1504 i år til 1315 årsværk i 2022.

Domino's har ikke ønsket ikke at stille op til interview med TV2, men oplyser at virksomheden har suspenderet to restaurantchefer efter afsløringerne og har klaget over nogle af Fødevarestyrelsens sanktioner.

Peter Rabens læserbrev i Politiken 2. oktober 2018

 

TV2 har i Operation X dokumenteret, at det halter med fødevaresikkerheden. Overdreven tiltro til virksomheders egenkontrol og for få ressourcer i Fødevarestyrelsen betyder en utilstrækkelig fødevarekontrol. De årlige 2 procent besparelser rammer også denne vigtige kontrolindsats. Bedre bliver det ikke af, at det ene af Fødevarestyrelsens i dag kun to laboratorier skal lukkes, og opgaverne flyttes fra Aarhus til Ringsted. Ingen medarbejdere forventer at flytte med, hvilket giver et tab af specialviden. Det er bekymrende, når borgernes helbred på den måde sættes på spil. Politikerne må sikre de fornødne ressourcer til en effektiv fødevarekontrol.