En regnvåd Christiansborg Slotsplads lagde kort før Folketingets åbning tirsdag den 2. oktober underlag til et politisk dialogmøde arrangeret af Virkelighedens Velfærd. Fra HK Kommunal deltog lægesekretærerne Ditte Bredahl Adsersen og Joan Nødskov Pedersen sammen med HK Kommunals næstformand, Mads Samsing.

Ditte Bredahl Adsersen og Joan Nødskov Pedersen, tillidsrepræsentanter på Amager og Hvidovre Hospitaler, fortalte blandt andet sundhedsordførerne fra Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, Liselott Blixt og Mette Abildgaard, at sundhedsvæsenets udfordringer først og fremmest handler om ressourcer.

Særligt fokus satte de to lægesekretærer på regeringens planer om at omstrukturere sundhedsvæsenet i en stor reform, der sandsynligvis betyder regionernes endeligt.

Udfordringen er travlhed

Sundhedsvæsenets reelle udfordringer handler ifølge Ditte Bredahl Adsersen om, at de ansatte på hospitalerne arbejder i en presset hverdag, hvor travlhed kan betyde fejl og misforståelser.

- Det hænger langtfra sammen, at vi de seneste år har behandlet 50.000 flere patienter på hospitalerne uden, at der er ansat mere personale. Den hovedudfordring bliver ikke mindre af, at regeringen nu med en snuptagsløsning vil kaste os ud i en ny strukturkarrusel, lød det fra Ditte Bredahl Adsersen på Slotspladsen.

Lægesekretærer skaber sammenhæng

Joan Nødskov Pedersen pegede over for partiernes sundhedsordførere på, at en strukturreform ikke er svaret på manglen på sammenhæng i det danske sundhedssystem.

- Jeg er sikker på, at lægesekretærerne kan løfte vores eksisterende sundhedsvæsen ved at skabe de helheder og den sammenhæng, mange efterspørger. Vi har erfaring i og er uddannede til at koordinere indsatsen. Og så kan vi aflaste læger og sygeplejersker, der i forvejen bruger alt for megen tid på administration, lød det fra Joan Nødskov Pedersen.

Organisationer indbyder statsministeren

Regeringens reformplaner var også omdrejningspunktet for et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Brevet blev mandag den 1. oktober gengivet i helsidesannoncer i de tre største landsdækkende dagblade.

’Kære Lars Løkke – lad os mødes’, lød den indledende opfordring i brevet fra HK Kommunals formand, Bodil Otto, og formændene for Yngre Læger, FOA, Overlægeforeningen og Sundhedskartellet, der repræsenterer i alt 110.000 ansatte.

Brevets underskrivere organiseret i Sygehussamarbejdet undrer sig over, at statsministeren ikke ved arbejdet med strukturændringerne har taget kontakt til de ansattes organisationer før for at høre, hvordan de oplever udfordringerne.

- Spørg os, der lytter til patienterne i hverdagen…Sundhedsvæsenet er presset i dag. Brug ressourcerne på bedre behandling og pleje frem for nye strukturer. Dét vil gavne patienterne, hedder det i det åbne brev.

I HK Kommunal dumper formand Bodil Otto især statsministerens overvejelser om at nedlægge de demokratisk valgte regioner, som der ifølge formanden – og en række sundhedseksperter - ikke er noget brugbart alternativ til.

Artiklen er opdateret 03. oktober 2018