Hvordan ser du på dine muligheder på arbejdet i fremtiden? Det spurgte vi en masse deltagere på Fag & Fremtid om.

Lise F. Svalgaard, assistent i Byggesagsafdelingen, Holstebro Kommune

– Jeg ser bestemt lyst på fremtiden, fordi der er mange muligheder i den digitale udvikling. For mit vedkommende vil jeg få mere tid til at vejlede borgerne i takt med, at mere bliver digitaliseret. Og når vi skal i gang med softwarerobotter, skal jeg måske have en rolle som procesleder.

Hanne Thorborg, regnskabsassistent, Økonomiafdelingen, Odense Universitetshospital

– Fremtiden med digitalisering og robotter i vores hverdag er stadig lidt uklar for mig, fordi vi ikke helt ved, hvad vi har med at gøre, men der er helt klart lys for enden af tunnelen. Jeg tror, at vores opgaver bliver mere spændende i fremtiden, når de mere kedelige opgave bliver automatiseret.

Berit Ziegler, biblioteksassistent, Herlev Bibliotek

– Der er stadigvæk muligheder, men man skal stadig selv gøre noget, og være åben for de muligheder, der er. Vi har mange daglige opgaver, der kan automatiseres. Når vi fratager reserveringer, der ikke er hentet – det kan systemet gøre for os, fjernlån, kan systemet også klare. Der er mange ting, vi kunne gøre anderledes. Jeg frygter slet ikke for fremtiden, tværtimod. Der kommer bare nogle andre opgaver. Da jeg blev ansat, var det nogle helt andre ting, jeg lavede – så det bliver bare nogle nye opgaver.

Jesper Øgaard Andreasen, FTR og administrativ medarbejder i Center for børn og skole i Frederikshavn Kommune

– Jeg ser nogle nye muligheder. Vi skal ikke være bange, for de nye muligheder. Robotter er jo rent faktisk hjælpemidler på vores arbejdsplads. Der er nogle opgaver, der er træls og dem kan robotterne tage over. Vi skal huske, at det stadig er os som mennesker, der styrer udviklingen. Selvom der kommer nye teknologier, er der stadig brug for mennesker. Vi skal bare være omstillingsparate og med på at hoppe på vognen. Jeg tror på, at vi er så omstillingsparate og kloge, at der nok skal være plads til os i fremtiden.

Vinni Christiansen, tandklinikassistent, Lejre Kommunale tandpleje

- Vi bliver nødt til at lære at samarbejde med kunstig intelligens. Før Fag og fremtid syntes jeg, at det var lidt kedeligt. Men jeg kan godt se, at det er vejen frem. Jeg tager for eksempel aftryk på børn, og det er enormt ubehageligt for dem, men der kan man gøre det mere behageligt med kunstig intelligens. Også omkring indtjekning, reception og røntgen kan vi få hjælp af kunstig intelligens. Jeg frygter slet ikke for fremtiden med mere digitalisering. Tværtimod. Jeg ser meget positivt på udviklingen. Det vil lette arbejdsgangen og give os mere tid til det menneskelige. Der vil blive mere tid til patienterne, og så kan robotterne tage det andet.