Regeringens stort anlagte opgør med det offentliges påståede tyveri af opgaver fra det private er foreløbigt endt som en fuser. Det gælder især for regioner og kommuner, skriver NB Økonomi.

En arbejdsgruppe nedsat af regeringen kan nemlig ikke bakke op om regeringens ønske om at lovfæste kommunalfuldmagten for at begrænse unfair konkurrence og opgavetyveri.

Bageudstyr som dokumentation

Udover bibliotekers udlån af bageudstyr og kommunal flishugning har de ansvarlige ministre da mildt sagt heller ikke givet konkrete eksempler på, hvordan kommuner eller regioner stjæler opgaver fra det private erhvervsliv. 

Regeringen præsenterede ellers i 2017 sit udspil til, hvad den betegner som fair og lige konkurrence, i et stort opsat pressestunt.

Ministre holder særdeles lav profil

Arbejdsgruppens rapport er imidlertid blevet offentliggjort med en meget lav profil på ministeriernes hjemmesider. Det er sket med en meget summarisk meddelelse, der ikke indeholder en eneste kommentar fra en minister.

’Det har ikke været muligt for arbejdsgruppen at opnå enighed om at begrænse eller afskaffe konkrete lovbestemte offentlige erhvervsaktiviteter, lyder det det i rapporten fra den arbejdsgruppe, der skulle komme med konkrete forslag til de politiske forhandlinger.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser ifølge NB Økonomi, at ministeren vil vente med at kommentere rapporten til de politiske forhandlinger med partierne bag aftalen om unfair konkurrence.

Artiklen er opdateret 09. oktober 2018