rollemodeller1

Som tidligere SFO-pædagog med sit eget værksted med kreativ teknologi har Eva Fog utallige gange observeret, at når piger og drenge er i samme rum for at lære om eller lege med teknologi, så lader pigerne sig ofte nøje med en hjælperolle frem for at tage teten.

”Jeg har observeret, at pigers eget ønske om at opsøge teknologien og udforske den, er rigtig lav. Pigerne bakker op om drengenes ideer og henter ting til dem, mens drengene sætter sig ned og roder med teknologien. Det skal vi bort fra.”

Hvorfor, hvis pigerne ikke selv opsøger det?

”Det er der desværre behov for på grund af den branding, der har været af teknologi som noget svært, noget utilgængeligt og noget mandigt. Den skal simpelthen kyles ad helvede til!

Hvorfor er det vigtigt at få pigerne med, hvis de er uinteresserede i teknologi?

”Lige så snart, pigerne kommer ud over deres egen usikkerhed og tøven, så bliver de utroligt dygtige, deltagende og fokuserede. Men når man bare smækker en robot på bordet og siger, at nu skal der kodes, så tænker pigerne ”hjælp!” eller ”hvorfor?” fordi de ikke kan bryde koden til, hvad der foregår. Og det er ærgerligt, for vi får noget rigtig godt ud af pigernes perspektivering og måde at planlægge og udføre på sammen med drengenes enorme entusiasme over dimserne og teknologien.”

Hvordan får vi så pigerne med?

”I det øjeblik vi lærer de små piger, at teknologi er sjovt, nemt, udviklende og deres, så tager de det til sig.”

Hvorfor har piger brug for rollemodeller af samme køn at spejle sig i?

”Jeg har jo set, hvad der sker, når jeg som kvindelig rollemodel viser pigerne, at vi kan gøre, hvad vi vil med teknologi. Fx når jeg viser dem en lille robot, og at vi kan få den til at danse, så finder de ud af, at de kan styre den. Og så begynder vi langsomt at kode en lille tegnefilm eller laver en påklædningsdukke i 3D print. I DigiPippi præsenterer vi piger for teknologi, der samarbejder med deres interesser, og det foregår i trygge rammer, hvor der er mulighed for at prøve sig frem og få hjælp, hvis det ikke virker.”

Hvordan arbejder I med rollemodeller?

”Vi beder vores rollemodeller om at fortælle, hvem de er som mennesker og om deres analoge interesser. For hvis vi begge to synes, det er helt vildt fedt at hækle eller spille fodbold, så har vi større chance for at have noget at være på lige fod med, og så kan vi bedre udvikle noget sammen. Man skal altså virkelig ikke underkende søsterskabet og det bånd, der er mellem piger, som godt kan lide hinanden. Hvis jeg kan få søde, rolige og meget feminine små piger til at lave noget med teknologi, så kan alle!”

DIGIPIPPI

DigiPippi afholder workshops og undervisningsforløb for 7-13-årige piger og mor-datter-tech-brunch.
DigiPippis mission er at udligne kønskløften inden for IT, teknologi og digitalisering – på pigernes præmisser i trygge rammer med engagerede og omsorgsfulde rollemodeller.