chikane1

”Når man ser de her tal så løber det mig koldt ned ad ryggen,” siger Marianne Vind, der er næstformand i HK Privat.

Tallene, hun henviser til, stammer fra en ny Epinion-undersøgelse, som SAMDATA\HK har fået lavet for fagforeningens egne medlemmer og IT-branchen. Og tallene fra afsnittet om ”uønskede seksuelle tilnærmelser” er ganske rigtigt markante.

Her bliver det klart, at 23 procent – næsten hver fjerde kvinde – i løbet af karrieren oplever uønskede seksuelle tilnærmelser på jobbet. For mænd er det samme tal blot 5 procent.

Undersøgelsen viser også, at det er chikane, der har konsekvenser. 42 procent havde det dårligt med oplevelsen og 10 procent fik det decideret psykisk dårligt.

”Det er folk, som hver dag på vej hen på arbejde tænker ”det her må jeg leve med.” Det er sådan noget, der ødelægger mennesker i længden,” understreger Marianne Vind. Undersøgelsen viser også, at en stor del af chikanen er mundtlig.

”Det vi hører om, er ofte opfordringer til seksuelt samvær: ”Har du ikke lyst til et blowjob? Fik du god anal-sex i weekenden?” Det er tit svært at høre, om det er seriøst eller ej, forklarer Marianne Vind.”

Det gør det også svært at få sat en stopper for de grænseoverskridende kommentarer. To ud af tre lader helt være med at gøre noget ved sagen, viser undersøgelsen.

chikane2

Erstatningerne i sager med seksuelle krænkelser er alt for lave. De burde svare til det, man giver ved fyring af en gravid.
Marianne Vind, Næstformand i HK Privat

PRAKTIKANTER ER STAVNSBUNDNE

Marianne Vind peger på en gruppe, som er specielt sårbare.

”Det er de unge, der har sværest ved at sige fra, fordi de ikke har erfaring fra andre arbejdspladser og ikke ved, hvordan man skal sige fra. Værst er det for praktikanter, som jo risikerer at miste deres praktikplads og dermed skulle starte helt forfra i et nyt praktikforløb. De er nærmest stavnsbundne.”

”Man skal huske, at det er et ulige magtforhold, fordi der ikke er mange, der har råd eller lyst til at sige jobbet op. Derfor bliver mange hængende og finder sig i det,” siger Marianne Vind.

LEDELSENS ANSVAR

”Vi ser nogle tilfælde, hvor man advarer en ny kollega på en arbejdsplads. Det er især kvinder, der synes at det er godt kollegaskab.”

Men hun synes tilgangen er forkert.

”Det rigtige er at gå til ledelsen. Det er deres ansvar at sige fra og gøre det på en måde, så alle kan se, at vi ikke vil have den kultur på arbejdspladsen.”

Epinion-rapporten viser, at kun i sølle 7 procent af sagerne ender det med en advarsel eller irettesættelse til den, der har overskredet grænserne.

BEHOV FOR LOVÆNDRINGER

Marianne Vind er særdeles positiv over for, at regeringen vil ændre loven, så man ikke længere kan slippe for en sag om mundtlig chikane med en undskyldning om, at der er ”en frisk tone” på arbejdspladsen.

Desværre er skridtet ikke nok til at dæmme op for det faktum, at det ofte er de kvinder som er udsat for chikanen, som ender med at måtte trække sig fra jobbet.

”Erstatningen i den her type sager ligger på omkring 25.000 kr., og selv om regeringen vil hæve det til 33.000 kr., så er det stadigt et lavt beløb.”

”Til sammenligning så udløser det 6-9 månedslønninger i erstatning, hvis en virksomhed fyrer en gravid uberettiget. Det vil være et passende niveau at sammenligne med,” siger Marianne Vind, der opfordrer regeringen til at hæve erstatningsniveauet betydeligt.