augumented1

Se din by, som den så ud for hundrede år siden, mens du går rundt i gaderne. Eller få din telefon til at udpege stjernebillederne for dig, når du holder den op mod nattehimlen. Eller få et display på dine briller til at vise dig, hvordan du skal samle dit Ikea-skab, mens du kigger desperat ud over de mange stumper på gulvet.

Ideen om at have adgang til en computerskærm, når man bevæger sig ude i virkeligheden, er cirka 20-30 år gammel. Dermed er augmented reality (AR) en gammel it-vision, der er på vej til at blive vore dages virkelighed.

Ikke kun på grund af de længe ventede og stærkt eftertragtede Google Glass, der er et par særlige briller, der på det ene øje viser en række forskellige informationer. Det kan være vejrudsigten, kalenderen eller supplerende information om det sted, hvor man er. Google-brillerne har også indbygget video-kamera.

It-verdenens spåmænd og spåkoner vurderer, at augmented reality (AR) er ovre den første hype og på vej til at finde en realistisk og betydningsfuld rolle i den teknologiske udvikling. Men vi mangler stadig en killer-app – måske bliver det Googles nye AR-briller.

PERFEKT FORMIDLER

Mens vi venter på Google Glass, der forventes at komme på markedet omkring årsskiftet, så har teknikken allerede i flere år vist sin nytteværdi på smartphones og tabletcomputere.

– På smartphones og tablets har AR allerede vist sit potentiale til formidling af information. Google Glass er så realiseringen af en gammel drøm om at have adgang til digitale informationer, mens man går rundt i virkeligheden uden noget i hænderne. Det er der også brug for i mange professioner som for eksempel serviceteknikere, ingeniører og kirurger, siger professor Kaj Grønbæk fra Aarhus Universitet, der har undervist i AR siden årtusindskiftet.

Han tilføjer:

– Der er rigtig mange, der udvikler formidling med augmented reality på smartphones til museums-, arkitektur- og turistområderne. Det er et voksende marked rettet mod almindelige forbrugere. Der findes flere apps til de gængse mobil platforme, der understøtter AR.

AR PÅ VEJ TIL AT FINDE SIN PLADS

Det er analytiker Anders Elbak fra IDC ikke helt enig i:

– Det bliver en fin nok funktion i smartphones og tablets, men det bliver ikke noget, der radikalt ændrer vores verden, siger han og peger på, at augmented reality er allermest interessant til formidling af kunst og kultur.

Eller til at vise, hvordan det kommer til at se ud, hvis man maler eller indretter sit hjem.

– Det er kun noget, man bruger lejlighedsvis i en specifik situation. Der er endnu ikke dukket en generel applikation til daglig brug op, og så er det svært at placere annoncer, der vil kunne finansiere det, tilføjer Anders Elbak, der er meget enig i sin analytiker-konkurrent, Gartners, placering AR på hypekurven.

Gartner vurderer, at de første forventninger til AR er bristet, og nu er teknologien på vej ned i bunden af hypekurven. Den vil så finde sin naturlige placering i løbet af nogle år.

– Der er lidt ny hype om det lige nu, men vi mangler stadig at se noget, der kan bruges og give nytte, siger Anders Elbak.

– Jeg er enig i, at augmented reality er kommet over first mover stadiet og ved at være modent til brug. Jeg mener, at det bliver lige så almindeligt i nær fremtid, som www blev omkring årtusindskiftet. De fleste kommer til at bruge det som en naturlig del af deres mobile eller wearable devices uden at snakke om det som AR, siger professor Kaj Grønbæk.

AR BLIVER ALMENT TILGÆNGELIGT

Lad os lige få teknologien på plads: Ifølge den danske version af Wikipedia kan augmented reality oversættes med udvidet virkelighed. Man kan også kalde det forstærket virkelighed.

Altså teknologi, der kombinerer data fra den fysiske verden med digitale informationer. Augmented reality giver et ekstra lag af information, der ikke erstatter virkeligheden. Men udvider den for eksempel med små 3D modeller, animationer eller tekst, der placeres på et display, så det ser ud, som om de er en udvidelse af de virkelige objekter.

For bare ti år siden betød AR dyrt, tungt og besværligt udstyr, men fremkomsten af smartphones og tablet-computere har for alvor sat turbo på udviklingen af sjove og nyttige AR-programmer.

– I stedet for gamle dages store grafikcomputere kan du i dag tage et lille billigt kamera og processoren i en iPhone til at tilbyde AR. Har du ikke prøvet det før, så prøv at hente apps som Layar eller Junaio, så kan du hurtigt se, hvordan man lægger lag oven på virkeligheden, siger Kaj Grønbæk.

GPS, KOMPAS OG BILLEDGENKENDELSE

Den største udfordring for udviklerne har gennem tiden været at genkende virkelighedens objekter og placere digitale information korrekt i alle tre dimensioner i forhold til den virkelige verden.

– Der er groft sagt to metoder, der kan kombineres. Den ene er billedgenkendelse, den anden er brug af gps og kompas, forklarer Kaj Grønbæk. Layar App’en er et eksempel på et produkt, der tilbyder begge dele. Nokia City Lens bruger GPS og kompas.

I mange år har det været nødvendigt at placere en markør i virkeligheden, som kameraet skulle genkende og bruge til at lokalisere og orientere det digitale billede, der skal placeres ovenpå.

– Men forskningen er nået så langt nu, at vi kan minimere brugen af visuelle markører. Nu kan kameraet i stedet genkende elementer i virkeligheden ud fra registrerede billeder i systemets database, siger Kaj Grønbæk og forklarer:

– Rent teknisk analyserer man billedet for eksempel af et kunstværk eller en bygning og deler det op i elementer. På den måde får man et unikt fingeraftryk af billedet, så det kan kobles med den digitale information.

augumented2

– Der er lidt ny hype om det lige nu, men vi mangler stadig at se noget, der kan bruges og give nytte.
Anders Elbak

NAVIGER MED BLINK

Hvis man bruger smartphones eller tablets til AR, er det nemt nok at vælge funktioner undervejs via den trykfølsomme skærm. Men AR er på vej ind i brillerne eller som projektioner på forruden af bilen, og der kræver det særlig teknologi at navigere i systemet.

Google-brillerne har sensorer på stangen samt talestyring. Men der arbejdes også med forskellige former for eye-tracking. Altså hvor du blinker eller fastholder blikket på et sted på skærmen i et vist tidsrum.

– En brille er god, fordi du så har hænderne fri til andre ting. Der er mange forskellige områder, hvor det vil have et stort potentiale. Jeg tror, at vi vil se mange nye projekter – særligt for professionelle, siger professor Kaj Grønbæk og nævner blandt andet kirurger, der med AR får hjælp under selve operationen.

Han tilføjer:

– Men den almindelige bruger på gaden vil måske blive fremmedgjort af at gå rundt og tale, klikke og videofilme med brillerne.