- Jeg sagde til jobsamtalen, at jeg ikke ved noget om biler. Men det kan I lære mig!

- Jeg syntes, det kunne være sjovt at arbejde et sted, hvor de snakker om biler hele dagen!

Så forskellige er vinklerne hos to nyansatte kolleger i Motorstyrelsen, Henriette Bedsted på 25 år og Claus Hartmann Larsen på 51.

Hun tegner sig for det første citat, han for det andet.

Men trods forskellighederne og især forskellen i graden af passion for biler ser de to nyansatte kolleger meget glade ud. HK Nordjyllands udsendte taler med dem samme dag, som de afslutter deres fire uger lange interne uddannelse, kaldet MotorAkademiet, hos Motorstyrelsen i Aalborg. Uddannelsen foregik i KMD-bygningen på Lauritzens Plads på den gamle værftsgrund, hvortil hele Motorstyrelsen skal flytte i 2019. Foreløbig har den nye styrelse dog adresse på Nybrogade i 9000 Aalborg. Styrelsen er et resultat af den store ændring, der omskabte Skat til syv styrelser med hvert sit fokus.

- Det er vigtigt, at medarbejderne får en helhedsforståelse, og vi brugte 25 forskellige interne undervisere på MotorAkademiet. Det skaber netværk, siger direktør Jens Otto Størup

Den ene holder af hestekræfter dagen lang, den anden holder af heste

Claus Hartmann Larsen elsker, at det handler om biler dagen lang. Som han siger: - Min kone håbede, at jeg kunne få afløb for bilsnakken i løbet af arbejdsdagen, men nu hævder hun faktisk, at jeg snakker MERE om biler, end jeg plejer! Claus talte biler, der var på vej ned i Limfjordstunnellen, da han var omkring fem år gammel. Hans første bil, en brugt, beigefarvet VW Polo blev erhvervet allerede som 18-årig, hvilket lod sig gøre, fordi Claus havde fået ansættelse som kontorelev hos Aalborg Kommune.

Henriette Bedsted erkender blankt, at hun i sit private liv interesserer sig mere for heste end for biler. Men da heste skal flyttes rundt en gang imellem, har hun naturligvis selv bil og kører med trailer.

25-årige Henriette Bedsted er nyansat i Motorstyrelsen

 

Fagligt er Henriette mægtig glad for akademiet, der gav en bred introduktion til hele Motorstyrelsens arbejdsområde, og hvad kollegerne laver. Så selv om hun skal arbejde primært med leasingområdet, er det godt at vide, hvad der foregår andre steder i organisationen, mener hun.

Også hendes kollega Claus roser, at de nyansatte blev orienteret hele vejen i løbet af de fire uger på MotorAkademiet: - Jeg er vildt imponeret. Det er ikke normalt at få det store overblik i et nyt job; det plejer at være sidemandsoplæring, forklarer han. Claus’ kommende arbejdsområde er værdifastsættelse af køretøjer, der eksporteres ud af landet.

Det er meget vigtigt, at værdien sættes korrekt, så eksportøren får det rette beløb retur i registreringsafgift, hverken mere eller mindre.

Mange flere job på vej i "verdens bedste Motorstyrelse"

Både Henriette og Claus anbefaler andre HK-medlemmer at søge job i Motorstyrelsen.

- Du kan være med til at præge kulturen på en ny arbejdsplads. Og så er vi en ny styrelse, hvor ledelsen er tæt på, lyder det fra Claus.

Henriette Bedsted har været elev i SKAT, inden hun blev fastansat i Motorstyrelsen fra 1. september 2018.

- Vi skal have vendt SKATs image. Væk fra Ekstra Blads-forsider og frem til fokus på det solide arbejde, vi laver, siger den 25-årige nyansatte.

Direktør Jens Otto Størup kaldes "nordjyde på den gode måde"

Direktørens mål er at skabe ”verdens bedste Motorstyrelse”- og der bliver rig mulighed for at søge job i Motorstyrelsen.

Direktør Jens Otto Størup siger:

- Vi mangler at ansætte 150 i Aalborg; de fleste vil være HK’ere. Jeg forventer at ansætte 100 næste år og 50 flere i 2020.

- Vi håber, at folk med erfaring fra skatteområdet vil søge, men vi tager også gerne andre ind. Det er en sund blanding, erklærer direktøren, som gerne tager på besøg ved HK-arrangementer for at fortælle om jobbene – hvilket HK Nordjylland også planlægger.

Ros til chefen for at lede på sin egen måde

De to medarbejdere lægger ikke skjul på, at de er meget begejstrede for styrelsesdirektør Jens Otto Størup og hans måde at lede på. Størup, der kommer fra Hirtshals og har en fortid som direktør for Nordjyllands Trafikselskab.

- Han er meget hjertevarm, siger Henriette Bedsted.

- Hans måde at være på siver ned gennem organisationen. Min oplevelse er, at han er den type chef, som man kan se i øjnene og drøfte alting med. Jens Otto er nordjyde på den gode måde, lyder skudsmålet fra Claus Hartmann Larsen.

Claus Hartmann Larsen elsker, at det handler om biler hele dagen lang