- Tillykke!

Da Victoria Steinberg og Signe Lund Josefsen i sommer fuldførte deres uddannelse som kontorassistenter med speciale i offentlig administration, stod organiserende konsulent Sandra Marstrand fra HK Sydjylland parat på kontoret få dage efter med en lille gave og et stort kram.

- Det er dejligt, at Sandra kommer. Det gør fagforeningen meget mere nærværende, at der er en person, vi kender, siger Victoria og Signe samstemmende.

De nyuddannede kontorassistenter er ansat ved Syd- og Sønderjyllands Politi i Horsens. Sandra Marstrand tager ud på arbejdspladserne til samtlige nyuddannede i Statssektoren, og hun kender dem, for hun er også personlig kontaktperson for dem alle.

- Jeg besøger dem mellem fagprøven og udløbet af elevtiden, og udover en eksamensgave får de også skriftligt materiale om deres nye situation. HK hjælper dem godt i gang med karrieren med fokus på deres kontrakt, et løntjek og de vigtige, praktiske ting med tilmelding til a-kassen og så videre, siger Sandra.

Tidligere tog formanden for HK Stat Sydjylland, Annette Godsvig Laursen, ud til tillidsrepræsentanterne med eksamensgaverne, og tillidsrepræsentanterne stod så for overdragelsen. Men efter det er indført, at eleverne skal have en personlig kontaktperson fra det sidste halve år af deres uddannelse, har det været naturligt, at det var Sandra, som også overtog gaveuddelingen. Som kontaktperson står hun som de unges indgang til HK, indtil de har været i job i et halvt år.

- Vi skaber en relation, som gør det nemmere at kontakte de unge igen, og de henvender sig også mere selv. Arbejdspladserne ligger meget geografisk spredt, så det er meget tidskrævende flere gange årligt at besøge over 30 elever/nyuddannede, men det er tiden værd. Vi og de får en anden forståelse af hinanden, og det grundlægger et forhåbentlig mangeårigt fællesskab, siger Sandra Marstrand.

Victoria Steinberg og Signe Lund Josefsen

Et halvt år efter gaveoverrækkelsen vil Victoria Steinberg og Signe Lund Josefsen få et telefonopkald fra Sandra Marstrand. Det er fast procedure for alle nyuddannede, at Sandra følger op og sikrer sig, at alt er, som det skal være. 

Relationsopbygningen har virket, for 90% af dem, der blev uddannet for et år siden, har stadig et medlemskab i HK. Det er en væsentlig stigning i forhold til tidligere år, hvor de unge ikke så gerne vedblev at være medlemmer, når det første girokort dukkede op.