Formandskabet i HK Sjælland med en plakat fra #KæreTroels

Under overskriften #KæreTroels har HK med hjælp fra medlemmerne sendt 1.441 forslag til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen om, hvordan reglerne på arbejdsmiljøområdet kan forbedres. Forslagene har beskæftigelsesministeren selv opfordret borgerne til at komme med.

I går var Troels Lund Poulsen indkaldt til samråd i Folketinget for at fortælle, hvordan han vil arbejde videre med de forskellige forslag. Ministeren var glad for forslagene, men konkrete initiativer kom ikke på bordet. Han lovede dog, at forslagene vil indgå i det videre arbejde med arbejdsmiljøet.

- Jeg er så glad og stolt over, at HK har kunnet sende så mange forslag fra vores engagerede medlemmer. Det fortæller mig, at arbejdsmiljøet fylder rigtig meget for medarbejderne på de danske arbejdspladser, og det fortæller mig også, at der er plads til forbedring, siger Estrid Husen, som er afdelingsformand i HK Sjælland.

- Nu håber jeg, at beskæftigelsesministeren vil vise os, at han tager danskerne alvorligt og rent faktisk bruger de forslag, han selv har bedt om at få. Og det er der heldigvis noget, der tyder på, at han vil. Ellers skal vi nok hjælpe ham med at huske det, slutter Estrid Husen med et smil.

Læs mere om kampagnen #KæreTroels her på HK.DK