Det var hverken Socialministeriets interne kontrol eller Rigsrevisionen, der trak tæppet væk under Britta Nielsen, som i løbet af 16 år svindlede Socialstyrelsen for 111 millioner kroner.

Nej, svindlen blev afdækket af en kvik HK’er i Nyborg Kommune. Det skriver Ekstra Bladet.

Britta Nielsen og de 111 millioner kroner er som sunket i jorden, og havde det ikke været for HK'eren i Nyborg, så havde svindlen formentlig kunnet fortsætte.

Kommunens økonomimedarbejder, der ifølge Ekstra Bladet ikke ønsker at stå frem i offentligheden, undrede sig på et tidspunkt over, at der manglede 68.743 kroner i et regnskab for et projekt til mennesker med psykiske lidelser.

Projektpenge overført til mystisk konto

HK’eren opdagede nemlig, at en overførsel på 68.743 kroner var havnet på en konto, der i hvert fald ikke havde noget med Nyborgs projekt eller konti at gøre. Det var en konto i Danske Bank, og det viste sig, at beløbet, der altså skulle have gavnet psykisk syge i Nyborg Kommune, i stedet var landet på Britta Nielsens private konto. Ifølge Ekstra Bladet skete det den 9. januar 2018.

Det var den sag, der fik svindelsagen mod Britta Nielsen til at rulle, og det viste sig hurtigt, at Britta Nielsen, medarbejder i Socialstyrelsen, siden 2002 havde lavet samme nummer med satspuljemidler for i alt 111 millioner kroner.

De penge, der skulle have været brugt til udsatte, var øjensynligt i stedet gået til at finansiere Britta Nielsens forbrug af heste og ejendomsopkøb i blandt andet Sydafrika.

Britta Nielsen blev den 25. september 2018 anmeldt til politiet for millionsvindel.

Artiklen er opdateret 31. oktober 2018