I Hørsholm Kommune har borgmester, Morten Slotved (K), gjort det klart over for kommunens øvrige politikere, at de ikke må kramme HK’erne eller de øvrige embedsmænd. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Hvis politikere og embedsmænd er for gode venner, er der nemlig ifølge Morten Slotved en signalværdi i det.

- Kommunen er en arbejdsplads, og vi befinder os i professionelle situationer. Jeg tror, det er vigtigt, at vi har nogle retningslinjer, som sikrer, at der er forskel på politikere og kommunens administration. Jeg har heller ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor folk render rundt og krammer, siger borgmesteren til Frederiksborg Amts Avis.

Ingen episoder indtil videre

Han tilføjer, at kommunens ’krammepolitik’ ikke er blevet til, fordi der har været konkrete episoder med grænseoverskridende adfærd.

Hørsholm Kommunes ’krammepolitik’ er ifølge kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, ganske unik. Han tilføjer, at man altid skal overveje, hvor mange regler man skal lave om alt muligt, og om det overhovedet er et emne, man skal beskæftige sig med.

Krammeforbuddet gælder mellem politikere og embedsmænd, mens politikere fortsat gerne må kramme hinanden.

Artiklen er opdateret 31. oktober 2018