Inge Hyttel

Selvom det snart er et halvt år siden, at Inge Hyttel var udsat for et voldsomt røveri på sit arbejde, så slås hun stadig med eftervirkningerne. Foto: Claus Boesen. 


Torsdag den 21. juni 2018 vil for altid stå mejslet ind i Inge Hyttels hukommelse.

Ikke fordi dagen var speciel smuk, eller fordi hun netop var startet i et nyt job. Nej, dagen vil stå lysende klart for hende på grund af det voldsomme røveri, hun på sin blot anden arbejdsdag var udsat for.

Vi spoler tiden tilbage til den formiddag. Stedet er den eksklusive pelsbutik Brdr. Alex Pedersen i Nærum, og dagen var egentlig begyndt, som den skulle. Inde fra butikken kalder en af Inges kolleger på hende samt på de to piger på systuen, som er ansat som buntmagere. Kollegaen beder dem komme ud i butikken. Inge går ud i butikken og ser, ligesom sin kollega, at de to mænd, som netop er blevet lukket ind i butikken, ikke ligner den typiske pelskøber. Inge bliver derfor i butikken, men få sekunder efter går det hele galt.

Den ene af mændene kommer i mod Inge, imens han synger. På butikkens videoovervågning kan man se, at han griber fat i hende, løfter hende op i vandret stilling i hovedhøjde og kaster hende mod betongulvet. I faldet brækker hun to ribben tæt ved rygsøjlen. Hun får presset ansigtet mod gulvet, bliver bagbundet og får besked på at holde sig i ro og ikke se op. Hendes to øvrige kolleger bliver også anbragt på gulvet og får samme besked. Det er kattens leg med musen. Manden, der kastede hende i gulvet, går flere gange hen og stryger hende over håret og ryggen. Inge er overbevist om, at han vil slå hende ihjel.

Mændene er meget aggressive. Personalet får at vide, at hvis de ikke lystrer, vil de få prikket øjnene ud eller få klippet fingrene af, og de tvinges til at lukke en tredje mand ind, som går i gang med at klippe pelsene ned fra stativerne med en boltsaks. I mens bliver de tre ansatte placeret på en sofa, og bliver også bundet på fødderne.

Den tilbageværende kollega på systuen har i mellemtiden set, hvad der foregår. Hun griber sin mobiltelefon og sine bilnøgler, og får klemt sig ud gennem et lille vindue. Hun kører til en nærliggende tankstation og får personalet til at tilkalde politiet, da hun ikke selv taler ret meget dansk.

- Jeg har været meget, meget heldig. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kom levende fra det og husker alle de tanker, der gik gennem mig. Jeg tænkte, at jeg ikke ville få min dejlige mand og børn at se igen, og at jeg ikke ville få lov til at være mormor og farmor for vores to børnebørn, som begge er under 4 måneder gamle. Pludselig går det op for én, hvor meget, man har at sætte pris på, og hvordan alt kan ændres på sekunder, fortæller Inge Hyttel og fortsætter:

- Til vores store held kom politiet frem tids nok til, at de tre røvere blev anholdt. Fysisk slap jeg med to brækkede ribben, men psykisk er det stadig meget hårdt.

Fagforeningen var en kæmpe hjælp
Efter den voldsomme episode stod Inge Hyttel overfor mange ukendte udfordringer. Hun skulle ikke blot komme sig både fysisk og psykisk, hun skulle også forholde sig til alle de regler og mekanismer, som kommer i spil i kølvandet på røverier.

- Jeg tog kontakt til min fagforening, og det har været en kæmpe hjælp for mig. Jeg er blevet rådgivet i forhold til, hvad mine rettigheder er, når sådan noget sker, og jeg har fået hjælp til juridisk støtte i forbindelse med en erstatningssag. Den hjælp har været uvurderlig, fortæller hun.

Det var HK Handel Hovedstaden, som modtog henvendelsen fra Inge Hyttel efter det voldsomme røveri mod butikken i Nærum havde fundet sted.

- Det var en på alle måder en usædvanlig sag, fortæller faglig medarbejder fra HK Hovedstaden Kristian Krog Pedersen, og fortsætter:

- Det er vigtigt at danne sig et hurtigt overblik over, hvad der er op og ned i sagen, særligt i en voldsom sag som denne, hvor det er vigtigt at sikre, at sagen er anmeldt til AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, red.), og bistå medlemmet eksempelvis i forhold til erstatningsnævnet. Men uanset hvor grov sagen er, så er der en række ting, som du har krav på, som din fagforening kan hjælpe dig med. Det kan blandt andet være at sikre, at man modtager det korrekte opsigelsesvarsel, afregning af feriegodtgørelse, vilkår i forbindelse med klausuler mv.

Udover hjælp fra sin fagforening, så har Inge Hyttel også fået hjælp fra jobcentret og ser en psykolog.

Gjorde det eneste rigtige
Det kan være svært at forudsige, hvordan man som person vil reagere, hvis man bliver udsat for en så ekstrem situation, som den Inge Hyttel oplevede, men ifølge arbejdsmiljøkonsulent Merete Kaffka fra HK Handel, handlede Inge og det øvrige personale i butikken fuldstændigt, som man bør gøre.

- I de her situationer bør man gøre præcist, hvad røveren siger, man skal. Man skal altså ikke forsøge at spille helt eller tro, at man kan klare det hele, for det kan i yderste tilfælde føre til, at det hele blot bliver endnu værre. Man skal huske på, at røveren formentlig er presset og derfor kan handle irrationelt, siger Merete Kaffka.

Hun opfordrer også butiksejerne til sammen med personalet at have klare procedurer for, hvordan man takler røverier både under men også efter røveriet. Samtidig henviser hun til den branchevejledning, som Branchearbejdsmiljørådet for detailhandel har udgivet om røveri i dagligvarebutikker.

Ved retten i Lyngby blev hver af de tre mænd, som alle var af russisk herkomst, idømt 3 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.

På trods af, at Byretten dermed har sat deres sidste punktum i sagen, bærer Inge Hyttel dog stadig rundt på sporene efter den ubehagelige oplevelse den sommerdag i Nærum.

- Jeg har stadigvæk svært ved at sove om natten, og om dagen kan jeg få fysisk dårligt og bliver ofte angst og ked af det, slutter Inge Hyttel.