FOTO: MARK KNUDSEN
Randi Skov, der er bogholder på fødevaregiganten Unilevers danske hovedkontor i København, har i et stykke tid tænkt på at videreuddanne sig. Da hun hørte, HK søgte frivillige uddannelsesagenter, så hun straks flere muligheder i det. Både for på længere sigt at hjælpe andre, og for på kort sigt at hjælpe sig selv:

- Jeg kunne godt bruge nogle værktøjer til at finde rundt i den her jungle af uddannelsestilbud, siger hun.

- Jeg har tænkt på at læse til controller, som handler om budgetter og økonomistyring. Hvis jeg kommer i gang med det, kan jeg jo selv være en slags prøveklud i forhold til at guide andre omkring uddannelse. For selv om jeg nogenlunde ved, hvilken retning jeg skal i, kan det godt virke kompliceret at tage hul på: Har jeg overhovedet kompetencerne til at tage den uddannelse? Og hvor skal jeg henvende mig, hvis jeg skal godkendes til et eller andet for at komme i gang?

Ligner en jungle

Randis kollega Heidi-June Mathiasen, som arbejder i Unilevers logistikafdeling, har også meldt sig som uddannelsesagent. Om hun selv vil tage noget uddannelse, ved hun ikke – endnu. 

- Jeg har været her i 10 år, de fleste i kundeservice og det seneste halvandet år i logistik. Og jeg er stadig lidt i vildrede omkring, hvilken vej jeg helst vil gå. Så jeg kunne godt tænke mig at blive klog på mine muligheder og få noget inspiration. Men umiddelbart kan jeg også godt se mig selv som en uddannelsesagent, der primært er der for at guide andre. Hvis en kollega kommer og fortæller mig, hun gerne vil være controller, så vil jeg gerne kunne fortælle, hvad hun har af muligheder. Skal hun tale med firmaet, skal hun tale med HK, hvor skal hun søge? Hjælpe hende gennem den jungle, det lader til at være.

- Måske er det slet ikke en jungle – når først man bliver klog på systemet, indskyder Randi.

Heidi-June Mathiasen (tv.) og Randi Skov tror, flere af deres kolleger kan få god gavn af noget efter- eller videreuddannelse.

Ikke helt klar

Da vi taler med Randi og Heidi-June på Unilevers kontorer i Ørestaden i oktober, har de for nylig været til en enkelt introaften for uddannelsesagenter. Næste punkt er en inspirationsdag i Kolding i slutningen af november. De regner først med at føle sig helt klar til at træde i karakter som uddannelsesagenter efter nytår:

- Jeg føler mig ikke god nok endnu, siger Heidi-June.

- Det er vigtigt, at vi ved, hvad vi taler om, før vi går ud og anbefaler noget til nogen. Og så har vi talt om i klubben, at det kunne være fedt at starte med at få en fra HK ud og fortælle om uddannelse og så ligesom sige: »Vi har for øvrigt også de her to agenter på arbejdspladsen, som I bare kan tale med.« Det kan være med til at starte de samtaler, vi gerne vil have.

Behovet er der nemlig, fornemmer de. Dels kan de se, hvordan kravene til kompetenceniveauet på deres arbejdsplads bliver skruet i vejret – der bliver efterhånden ikke slået en stilling op, uden at der står, at man skal have en akademisk baggrund. Dels har de med deres spirende kendskab til uddannelsesmulighederne allerede fået en øjenåbner, siger Heidi-June:

- Umiddelbart havde vi faktisk ikke forventet, at ret mange af vores kolleger ville kunne bruge det. Men jo mere man sætter sig ind i mulighederne og tænker over dem, jo flere tror jeg faktisk, de kunne være interessante for. Vi kan jo også se, hvor meget der bliver outsourcet her i Unilever til for eksempel Polen. Jeg tror godt, vi kan samle nogle kolleger op og inspirere dem til noget uddannelse.

Læs også: "Jeg kan være med til at fjerne undskyldningerne"

Læs også: Test dig selv - kan du få penge fra Omstillingsfonden?

Noget for dig? Workshopdag i november

 
Kunne du også tænke dig at blive skarp på mulighederne for videre- og efteruddannelse? Og vil du samtidig gøre en forskel for dine kolleger ved at starte samtaler om uddannelse og kunne fortælle lidt om, hvordan man kan komme i gang?
 
Så er vores workshopdag for uddannelsesagenter et perfekt sted at starte. 
 
Vi holder inspirationsdag for nye uddannelsesagenter i København 19. november og i Kolding 28. november
 
På workshopdagen kører vi tre runder workshops, som klæder dig på til at blive en super god uddannelsesagent:
 
  • Workshop 1: Du får overblik over hele uddannelsesjunglen. Hvad er hvad?
  • Workshop 2: Du får tips og tricks til din rolle som uddannelsesagent. Hvordan motiverer, støtter og bakker du op om dine kolleger?
  • Workshop 3: Du får konkret viden om, hvad det specifikt er for nogle uddannelses- og støttemuligheder, du og dine kolleger har – helt afhængigt af jeres fag.
 
HK refunderer i dit løntab og dine transportudgifter svarende til en DSB Standard-billet. Hvis du selv kører, får du dækket hver kilometer med 1,94 kroner og din eventuelle broafgift.