Lone Offersen

Lone Offersen Sehested fik sin første udbetaling fra HK Stats lønforsikring i oktober 2018. Hun blev overrasket over beløbet, som sammen med dagpegene sikrer hende 80 procent af den løn, hun fik før fyringen fra DSB. Foto: Finn Frandsen/Scanpix.

2018 har været et turbulent år for Lone Offersen Sehested. I januar blev den dengang 56-årige chefsekretær i DSB’s direktion fyret i forbindelse med en sparerunde, der kostede 100 administrative medarbejdere jobbet. Senere blev hun gift, var på bryllupsrejse og tog sig så af sin far, der blev ramt af en blodprop. Fra fyringen til udgangen af august var hun fritstillet med løn.

Nu er Lone Sehested på dagpenge – solidt suppleret med udbetalinger fra HK Stats kollektive lønforsikring. Dermed en hun et af de 20-30 medlemmer, der senest har taget hul på de udbetalinger, lønforsikringen giver ret til. Forsikringen lægger så mange penge oveni dagpengene, at man når op på mindst 80 procent af sin oprindelige løn. Dagpengene er for tiden på 18.633 kroner om måneden, dog højst 90 procent af den lediges tidligere løn.

Læs også: Lone er jobsøgende på fuld tid

1.500 medlemmer fik penge 18 uger i gennemsnit

Siden lønforsikringen blev oprettet i 2013, har over 1.500 medlemmer af HK Stat haft brug for forsikringsydelserne. De har modtaget 12.268 kroner i gennemsnit, og de har fået supplementet til deres dagpenge i godt 18 uger i snit. Ledige HK Stats-medlemmer finder altså – gennemsnitligt – et nyt job inden for 4 måneder.

Lønforsikringen dækker i op til 26 uger, før man igen skal optjene ret til at få forsikringsydelsen i en eventuelt ny omgang arbejdsløshed. Først da opsigelsesperioden var ved at løbe ud, og Lone Sehested skulle melde sig ledig i HK’s a-kasse, kiggede hun nærmere på sin lønforsikring. Dækningen kom bag på hende. Den var højere end forventet, fortæller hun.

Prisen er helt exceptionel, mener Lone

Som erfaren chefsekretær i DSB tjente Lone omkring 37.000 kroner om måneden plus pension. For at sikre hende 80 procent af den indtægt udbetaler forsikringen små 11.000 kroner før skat hver måned.

Lone betaler som andre via sit fagforeningskontingent 50 kroner om måneden for forsikringen.

- Prisen er helt exceptionel, og den er flot forhandlet, mener hun.

Hvad nu, hvis du ikke havde haft nogen lønforsikring?

- Så skulle man da til at tænke over, hvad man egentlig bruger sine penge til, svarer Lone Sehested. 

- Jeg har altid haft et budget, så jeg også kunne klare mig på dagpenge. Jeg bor til leje og har først nu overtaget min gamle fars bil. Men min mand og jeg prioriterer at kunne rejse. Bryllupsrejsen gik til Sydamerika. Det koster selvfølgelig. Jeg har en datter i Australien, så næste store drøm er at besøge hende. Den slags ville ikke være muligt på dagpenge, konstaterer Lone Sehested.

Lone Sehested har også en individuel redningskrans. Den er tegnet i Alka, som også er selskabet bag den kollektive ordning. Lone betaler omkring 170 fradragsberettigede kroner om måneden for en dækning på op til 4.000 kroner om måneden i maksimum 12 måneder. Mens den kollektive ordning dækker fra første ledighedsdag, skal man vente en måned på første udbetaling fra den individuelle. Karens hedder det.

Fra oktober 2017 blev HK Stats lønforsikring markant forbedret. For et medlem med en månedsløn på fx 25.000 kroner blev udbetalingen næsten tredoblet. Nemlig fra 581 kroner om måneden til 1.597. Det var muligt at forbedre ordningen, uden at medlemmerne skulle betale mere, fordi der er opbygget en bonusfond, som dengang var på over 15 millioner kroner. Denne økonomiske buffer sikrer, at der er penge til at dække udbetalingerne, også hvis flere end nu skulle blive arbejdsløse.

LO: Stop udhuling af dagpenge

LO, som HK-forbundet er en del af, kørte i oktober kampagnen ’Styrk dagpengene’. Siden midten af 90’erne er værdien af dagpengene faldet fra 63 til 54 procent i 2018 for den gennemsnitlige LO-arbejder. Det svarer til et fald på 2.500 kroner om måneden eller 30.000 om året. LO vil have stoppet faldet i dagpengenes værdi og løftet den maksimale årlige sats med i alt 13.400 kroner (2018-niveau) frem mod 2025. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har ifølge Ritzau afvist kravet.

- Vi har et attraktivt dagpengesystem, som mange misunder os i store dele af verden, lød hans begrundelse blandt andet.

 

De første 5 år med HK Stat Lønforsikring 

 Så mange fik udbetalinger  1.532 medlemmer
 Udbetalte forsikringsydelser i alt  18.794.042 kroner
 Udbetaling per dagpengeperiode per medlem, gennemsnit  2.328 kroner
 Så meget fik hvert medlem i gennemsnit udbetalt  12.268 kroner
 Så længe modtog medlemmerne i gennemsnit penge  18,4 uger
 Pris per måned  50 kroner (fradragsberettiget)