Godt nok kårede FN i juli 2018 Danmark som verdensmester i digitalisering, men den guldmedalje har en bagside. 

Digitaliseringsstyrelsens tal fra samme år viser, at hver tredje dansker over 65 år – det vil sige mere end 300.000 personer - er permanent fritaget fra digital post. 

Bagsiden er nemlig at mange ældre føler sig uselvstændige og umyndiggjorte, fordi de har brug for hjælp til at fungere i den offentlige verden.

Det har forfatter og journalist Marianne Vestergaard Nielsen skrevet en bog om på forlaget hos Ensomme Gamles Værn.

Med titlen ” Google er ikke min ven” gør hun op med udtrykket at Google er din ven, og at nettet er din faste støtte.

Google er ikke min ven indeholder seks fortællinger fra ældrelivet og viser hverdagens små og store sammenstød med det virtuelle. 

Bogens hovedpersoner fortæller, hvorfor det ikke altid er oplagt eller let at få hjælp, og bogen er i øvrigt sendt ud til personalet i alle Borgerservicecentre landet over.

En digital udgave af bogen kan læses her