Røver med kniv bag ryggen

Onsdag aften valgte en mand at mærke personalet i SuperBrugsen i Ringsted for livet. Et kvarter inden deres arbejdsdag sluttede, trak han en køkkenkniv og truede medarbejderne til at åbne kasseapparatet, ligesom han tog skrabelodder og cigaretter.

- At true folk, der passer deres arbejde, for smøger, skrabelod og nogle småmønter, fatter jeg simpelthen ikke. Det er bare ikke i orden, udtaler Helle Friis, der er formand for HK Handel Sjælland.

Helle Friis undrer sig over, at røverier stadig finder sted i et alt for stort omfang:

- Butikkerne har faktisk gjort meget for at komme det til livs med fx SafePay, så personalet kun har adgang til en mindre sum kontanter, overvågning, ingen kontantbetaling sent om aftenen, og nogle butikker har endda vagter. Det er helt sindssygt, at det er nødvendigt. Og ufatteligt at det ikke er nok.

Trods forskellige forebyggende tiltag er antallet af røverier steget støt i løbet af 2018. Af en artikel fra Dansk Handelsblad 5. november 2018 fremgår det, at der er sket en stigning på 16 % i 1. kvartal 2018, og stigningen er fortsat.

- Jeg føler virkelig med medarbejdere, der skal gennemleve røverier i arbejdstiden. Jeg har selv prøvet det 3 gange i min tid bag disken, og det er en helt forfærdelig oplevelse. Man glemmer det aldrig, fortæller Helle Friis.

Ifølge Helle Friis er det vigtigt, at butikken nu tjekker sikkerhedsprocedurerne igennem og sikrer, at de er så optimale som muligt. Og så skal de have fokus på medarbejderne i den kommende tid.

- Nogle reagerer med det samme. For andre kommer reaktionen snigende. Det er vigtigt, at medarbejderne får oplevelsen bearbejdet – måske med professionel hjælp – så de kan komme godt videre, og så de tør gå på arbejde igen, siger Helle Friis.

Hvordan passer du på dig selv og kollegerne, hvis der sker et røveri? Få gode råd her på HK.DK