Kimmie Kawauchi

Kimmie Kawauchis tilværelse som freelanceillustrator er en balancegang mellem adskillige typer arbejde og platforme. Teknikken med at illustrere oven i fotos (som på billedet ovenfor) har hun blandt andet brugt i en nylig opgave for DR SymfoniOrkestret.

FOTO: CARSTEN SNEJBJERG. ILLUSTRATION: KIMMIE KAWAUCHI

I sommer fik Kimmie Kawauchi en af sine hidtil fedeste freelanceopgaver. Det startede med, at en fra Danmarks Radio skrev til hende på Facebook: De havde set en illustration på Instagram, som Kimmie havde lavet efter en Galaxymphony-koncert med DR SymfoniOrkestret. Hun havde tagget DR i tegningen, som forestillede hende og hendes søster på vej hjem fra DR Koncerthuset, og folkene ude i DR kunne lide hendes stil. Om Kimmie kunne tænke sig at komme en tur forbi?

Jo tak, det kunne hun da i hvert fald. Og det endte med, at Kimmie blev hyret til at tegne figurer ind i marketingmaterialet til DR’s populærkultur-koncerter, hvor SymfoniOrkestret spiller musik fra eksempelvis Harry Potter eller computerspil.

- Det var et kæmpe, kæmpe skulderklap, smiler 27-årige Kimmie Kawauchi.

- Når de skriver fra Danmarks Radio, tænker jeg, at jeg er på rette vej med hele det her projekt. 

Dybt personlig forretningsplan 

”Projektet” består i, at Kimmie Kawauchi siden årsskiftet har satset målrettet på at skabe sig en levevej inden for det, hun allerbedst kan lide at lave. Nemlig karakterdesign og illustrationer i den japanske mangastil. Et univers hun selv har dyrket, lige siden hun under opvæksten i Oksbøl tegnede og spiste instant nudler, mens hun så japanske tegnefilm på tysk tv. Og som hun nok også har fået en smule ind med modermælken, eftersom hendes mormor er fra Japan.

I rygsækken har Kimmie en uafsluttet uddannelse som grafisk designer – hun han sprang fra efter en længevarende stress-sygemelding. Da hun kom ovenpå igen, besluttede hun at gå efter drømmen, tage sagen i egen hånd og opbygge den freelancevirksomhed, hun indtil videre understøtter økonomisk med bijobs som barista på en kaffebar og undervisning i mangategning. Dermed er hun også del af en voksende gruppe HK’ere, der kombinerer freelance med deltidsarbejde.

Mormorens gamle mangahæfte, som var et af Kimmies første møder med mangastilen.

- Inden jeg valgte at blive freelancer, lyttede jeg meget til en podcast, der hedder Being Boss. Det er to kvinder, der taler om, hvordan man kan leve som kreativ i dag, hvordan man kan opbygge et brand, og hvordan man kan kombinere et deltidsjob med at være selvstændig. De havde en pakkeløsning til omkring 1.500 kr., hvor man gennem videoer og øvelser kan lære at skabe en virksomhed fra bunden. Det er sådan noget med at gå i dybden med ens kerneværdier – og så lave et brand og en plan ud fra dem, siger hun.

- For eksempel er et af mine karaktertræk, at jeg er ekstremt nysgerrig. Da jeg var barn, var jeg sådan en, der fandt pakkerne før tid og prikkede hul på dem for at se, hvad det var. Så når jeg laver noget som illustrator, forsøger jeg altid at tage udgangspunkt i mine kerneværdier, blandt andet min nysgerrighed. Jeg elsker blandt andet at dykke ned i research: Hvem er SymfoniOrkestret, hvad laver de, hvad er det for en bygning, de spiller i? Eller hvis jeg planlægger en video til YouTube, kan jeg glæde mig over at lære en masse ting om at klippe videoer. Men det er en lang proces, hvor jeg også er ved at finde ud af, hvilke platforme der passer til mig.

Mange bække små

Kimmie bruger lige nu en række forskellige platforme til at opbygge sit brand og sin forretning. Det er en strategi, hun blandt andet er blevet inspireret til af Fran Meneses, en freelance-illustrator hun følger på platformen Patreon. Kimmie har således en hjemmeside, en Instagram-profil, en Youtube-kanal, en webshop på den platform, der hedder Etsy, og ikke mindst en profil på Patreon, hvor man kan følge hende ved at betale et lille beløb hver måned. 

- Det føles godt at stykke en indkomst sammen fra mange forskellige platforme, så jeg ikke er afhængig af bestillingsarbejde, hvor der kan være tørkeperioder. Jeg tjener endnu ikke det vilde på for eksempel Patreon, men der findes folk, der kan leve af det. Jeg giver selv en dollar om måneden for at følge Fran Meneses: Så får jeg et podcast-nyhedsbrev hver anden uge, hvor hun fortæller om sit liv og de projekter, hun arbejder på. Andre betaler fem dollars og kan for eksempel kigge med i hendes skitsebog, og nogle giver endnu mere. Hun tjener cirka 30.000 kr. om måneden på den måde og har været med til at vise mig, hvordan man kan leve som illustrator ved ikke kun at have freelanceopgaver, men få en indkomst fra mange forskellige steder, forklarer Kimmie.

Udfordrende overblik

Ikke alle platformene er en forretning i sig selv. En del af Kimmies aktiviteter handler om branding og om at tiltrække følgere – som på den ene eller den anden vis er potentielle kunder i butikken.

- Grundlæggende er det vigtigt at skabe noget af værdi for andre, og det kan man gøre på forskellige måder. Man kan få dem til at føle noget eller lære dem ting eller stimulere deres behov for at samle på noget. Så jeg starter med at tænke over, hvad jeg kan give folk gratis, for det kan trække folk til mine platforme, for eksempel på de sociale medier. Der er mange, der laver ”sådan tegner du en ugle-videoer” og den slags for at få opmærksomhed. Det næste er så at tænke: Hvad kan jeg sælge for penge? Så kan jeg for eksempel lede folk videre fra YouTube til Patreon. Den tankegang prøver jeg meget at arbejde ind i min måde at bruge platformene på, forklarer hun.

Det er hjemme ved skrivebordet i Gentofte, at Kimmie Kawauchi håndtegner sine illustrationer, som hun bagefter farvelægger på computeren. Den store plakat på væggen er en af hendes kreationer.

En ulempe ved forretningsmodellen er, at Kimmie hele tiden har flere bolde i luften.

- Det kan være svært at have overblik over det hele. Med bijobs, sociale medier, kunder og Patreon skal jeg være ekstremt organiseret. Jeg prøver at holde styr på det i min månedskalender, så jeg blandt andet sørger for at lægge noget på Instagram tre gange om ugen og lave opdateringer til Patreon mindst to gange om måneden. På lidt længere sigt vil jeg også gerne lave video til YouTube cirka hver anden uge.

Gerne mere lavpraktisk

Som ny på freelancemarkedet har Kimmie Kawauchi flere gange gjort brug af HK. Senest deltog hun i september i Freelancedagen, hvor hun mødte op med et håb om at blive klogere på den økonomiske side af freelancetilværelsen. Det var en udbytterig dag, synes hun.

- Der var et panel med tre freelancere fra forskellige brancher, og det var mega inspirerende at høre om deres hverdag, og hvordan de håndterer tingene. Jeg lærte blandt andet om, hvordan jeg skal beregne prisen, når jeg sælger rettigheder til mine illustrationer.

- Men jeg gad godt, at der var flere lavpraktiske tilbud. For jeg synes stadig, det kan være lidt af en jungle at freelance, selv om HK’s hjemmeside er proppet med nyttige informationer til freelancere. Det kunne være sindssygt fedt med flere praktiske kurser, hvor man for eksempel sagde, okay, nu sætter vi os ned og laver et budget eller en business plan for et år. Eller nu gennemgår vi bare alt med a-kasse, feriepenge, separat momskonto og alle sådan nogle ting, siger hun. 

- Det ville være fantastisk.

5 platforme Kimmie Kawauchi er aktiv på

 
1. Hjemmesiden  
- Jeg har en hjemmeside, fordi jeg skal have en portfolio at vise til potentielle kunder og en samlet indgang til de andre platforme, jeg bruger. Hjemmesiden er også et sted, hvor folk kan lære mig lidt at kende.

2. Instagram
- Her kan man få lidt mere behind the scenes, skitser og billeder fra messer, jeg deltager i. Det er også, hvis man gerne vil have opdateringer lidt oftere end på hjemmesiden. Jeg kan også bruge Instagram-hashtags til at gøre opmærksom på mig selv over for potentielle kunder, ligesom jeg gjorde med DR.

3. YouTube
- YouTube er for at prøve at få et endnu tættere forhold til folk, men også fordi det nogle gange er nemmere at forklare ting gennem en video end et lille billede på Instagram. YouTube er heller ikke lige så mættet af tegnere som Instagram, og så vidt jeg har forstået, er folk på YouTube også lidt ældre.

4. Etsy
- Hvis jeg havde en webshop på min egen hjemmeside, ville der ikke komme nær så mange forbi som på Etsy. Jeg har blandt andet solgt plakater og klistermærker til folk i USA og Frankrig. Kunderne er det mere nørdede anime-/mangapublikum. 

5. Patreon
- Dem, der følger mig på Patreon, er både dem, der møder mig på messer og dem, der finder mig på sociale medier. På Patreon kan man få et særligt indblik i mit hverdagsliv. For eksempel har jeg lige været syg, så lagde jeg en lille tegning op, hvor jeg var syg. Andre gange deler jeg skitser eller tips til, hvordan jeg bruger min notesbog. Jeg har designet maskotterne til næste års J-Popcon
(en festival for japansk populærkultur, red.), og det fortalte jeg på Patreon, et godt stykke tid før jeg delte det på Instagram.