Nyhed
HK/Privat og PROSA rejser sag mod IBM om ulovlige fyringer
Forhandlingerne om de varslede fyringer hos IBM har resulteret i, at antallet af fyringer bliver reduceret. HK/Privat og PROSA har samtidig taget skridt til at få Arbejdsrettens ord for, at fyringerne er i strid med lov om virksomhedsoverdragelse.
Stort set alle fyrede er omfattet af en tryghedsaftale og dermed sikret en ekstra fratrædelsesgodtgørelse på op til 10 måneder. HK/Privat og PROSA har dog hele tiden fastholdt over for IBM, at det er i strid med lov om virksomhedsoverdragelse, når IBM udelukkende fyrer blandt de virksomhedsoverdragede medarbejdere. Som tidligere annonceret vil de to forbund derfor tage skridt for at forfølge sagen.
Efter en række medlemsmøder står det også klart, at de virksomhedsoverdragede medarbejdere på ingen måde er blevet kompetenceafklaret. Derfor har de to forbund begæret et fællesmøde med Dansk Arbejdsgiverforening, som er skridtet før en behandling af sagen i Arbejdsretten.