Mange biblioteker døjer med hærværk, chikane og det der er værre på i de ubemandede åbningstider.

Nu tager Nørre Aaby bibliotek på Vestfyn konsekvensen af det og dropper det tilbud til brugerne, som ellers har haft adgang til biblioteket fra syv om morgen til sent om aftenen.

Gennem flere måneder har biblioteket oplevet rod og hærværk, hvor møbler er blevet ødelagt, og bøgerne har ligget hulter til bulter. 

For bibliotekspersonalet har det betydet, at de har brugt meget af deres arbejdstid på simpelthen bare at rydde op.

Hærværket begyndte efter sommerferien, hvor cirka 30 unge i alderen 10-16 år begyndte at rasere biblioteket, når der ikke var bemanding i aftentimerne.

En dreng er blevet fanget på overvågningen i at tisse i en balje i børneafdelingen – dertil kommer alt lige fra en smadret rude, en ødelagt dør, tobak fra hjemmerullede cigaretter og computertastaturer fyldte med energidrikke.