At gå fra at være elev til personalechef på 40 år – og blive på chefposten i 31 år – er noget af en rejse. Og sådan betragter Kim Nissen det også selv, nu hvor han om få dage kan se tilbage på 40 år på samme arbejdsplads.

– Jeg synes, der er stor fornøjelse at hente i erfaringen. Jeg mener ikke trygheden, men det at kunne bidrage til løsningen af udfordringer og opgaver qua sin erfaring er for mig en rigtig god følelse. Og jeg har det også stadig sådan, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, siger jubilaren.

Når det er sagt har Kim Nissen det dog også lidt dobbelt med at kunne fejre så mange år på samme arbejdsplads. For han er jo ikke ukendt med de fordomme, der om lange jubilæer i en tid, hvor normalen er, at folk hyppigere skifter job.

– I anledning af jubilæet har jeg faktisk talt med folk om dette med, at mange år på samme arbejdsplads bliver opfattet som at man nok ikke udvikler sig. Men så hører jeg folk sige, at det jo netop er udtryk for, at man udvikler sig, da man ellers ville være røget ud for længe siden. Og det har de jo ret i, siger Kim og ser tilbage på sin egen rejse fra en elevplads i den daværende økonomisk forvaltning i Hundested Kommune, over assistentstilling, leder af lønkontoret og til personalechef siden 1992. En rejse, som undervejs også har budt på et utal af kurser og efteruddannelse, senest en diplom i organisation og personale, en diplom i ledelse og en lille master i HR.

– Jeg føler mig helt ajour med udviklingen. Og så giver det jo også lidt ekstra, at jeg er formand for de offentlige HR-chefer. Her fylder netop organisationsudvikling og organisationsledelse på det offentlige arbejdsmarked meget, hvilket giver mig spændende udfordringer og i den grad kræver, at jeg er følger med udviklingen på området, siger Kim Nissen, der i øvrigt også kan føje en jurypost i Danmarks Bedste Kollega til sit CV.

Kim NissenHar takket nej til andre job

Ofte bliver han spurgt, om han aldrig har haft ambitioner om mere. Men her er sandheden, at han er blevet tilbudt andre job, men altid har endt med at sige nej for i stedet at blive i jobbet som personalechef i Halsnæs.

– Det er jo personaleområdet, jeg brænder for. Det er utrolig spændende at arbejde med mekanismerne i de menneskelige ressourcer og få en arbejdsplads til at fungere – både i forhold til det juridiske og det udviklingsmæssige, herunder også lederudvikling. Og der er hele tiden nye udfordringer – senest ledelseskommissionen, som gør, at jeg holder meget af mit job, siger han.

Uddannelsesbaggrunden er ikke afgørende

At være godt klædt på fagligt hele sin karriere mener han også er forudsætningen for, at HK’ere, som ham selv, har en fremtid på lederposterne i det offentlige.

– Realiteterne er, at stadig flere chefjob i dag besættes af akademikere. Men jeg er altså formand for landets HR-chefer og er HK’er. Så min anbefaling er, at HK’ere skal tage imod al den efteruddannelse de kan få og har overskud til. For en dygtig HK’er kan sagtens sidestilles med en dygtig akademiker i samme job, siger Kim Nissen.

I sin egen afdeling på 20 medarbejdere har han gennem tiden ansat folk med mange forskellige uddannelsesbaggrunde – akademikere, HK’ere, lærere, sygeplejersker, terapeuter m.m. Derfor oplever han ikke, at uddannelsesbaggrunden er det væsentligste for at kunne bestride et job, men mere de individuelle kompetencer.

– Så når vi ser akademikerne blive flere, oplever jeg egentlig mest, at det er de akademiske chefer, der synes, at det er vigtigt at gøre reklame for deres oprindelige uddannelsesbaggrund. Jeg går ikke og taler ned om at have en kontoruddannelse. For det har været en rigtig stærk baggrund for mig, siger Kim Nissen.

På spørgsmålet om han også skal fejre 50 år i Halsnæs Kommune, er svaret fra den 58-årige personalechef et – nogenlunde – klart nej. Men at det kan blive til 49 år, vil han ikke udelukke …