For tredje gang blev Region Syddanmark udnævnt til Årets Praktiksted, mens Esbjerg Kommune fik hæder for at have årets bedste elevnetværk, da HK Elevkonference 2018 hædrede de bedste kommunale praktiksteder. Eleverne havde selv indstillet deres praktikpladser, og Elevudvalget i HK Kommunal udvalgte vinderne, der hver fik 2.000 kroner til elevaktiviteter.

 

- Vi er glade. Det er lækkert. Det er dejligt at få anerkendelse for det, vi gør for eleverne, siger elevansvarlig i Region Syddanmark, Mie Heegaard. Regionen blev kåret for tredje gang i år efter at have hjemført æren i 2015 og 2018. Det er der en god grund til, siger Mie Heegaard.

- Rammerne er gode - vi har en rigtig god arbejdsplads. Og der er sat nogle midler af til at gøre noget med og for eleverne, fortæller hun. Regionen har fire førsteårselever og fire andetårselever, og der bliver fra starten gjort klar for dem, at de ikke skal gå og putte sig.

Bilag til den velbegrundede indstilling fra eleverne i Region Syddanmark

- Helt fra vi har første ansættelsessamtale siger vi, at vi gerne vil have elever, som kan gå ind og tage et ansvar. Det er ikke kun noget, vi siger, vi gør det også i praksis. Eleverne får lov til at være med og træffe beslutninger. Vi opfordrer til, at de stiller spørgsmål og at de undervejs tager stilling til, om selve arbejdsprocessen kan forbedres, siger Mie Heegaard.

Esbjerg har landets bedste elevnetværk

I Esbjerg Kommune er Jytte Knudsen koordinerende for kontorelever. Hun giver æren for titlen videre, for netværket er bygget af deltagerne.

- Fortjensten er elevernes. De organiserer sig fuldstændig vildt i deres elevklub. Rammen er et årshjul med faste aktiviteter, som HK’s fællestillidsrepræsentant og jeg lavede for 4-5 år siden. Vi har blandt andet en faglig dag hvert forår med fagligt og socialt indhold, og en goddag og farvel-dag så de nye elever hører om stedet fra de gamle elever, fortæller Jytte Knudsen.

Jytte Knudsen blev overrasket af sine elever efter prisoverrækkelsen

Eleverne organiserer selv deres ”nytårskur” i Esbjerg. De er dygtige til at få sponsoreret eller få gode rabatter på mad og gevinster til spil, siger Jytte Knudsen og slutter:

- Det vigtigste er, at de er gode til at overlevere klubben til de nye, så arbejdet fortsætter.