Ruth

Henry Kjær Andersen vil nødigt undvære sin bogholder, Ruth Zimmer, og har derfor givet hende optimale arbejdsvilkår. Foto: Hans Christian Jacobsen.

Foråret 2016 sidder 63-årige Ruth Zimmer til gruppeterapi på Arbejdsmedicinsk Klinik og fortæller sin historie til de 11 andre, som også er blevet ramt af stress på jobbet.

Efter fem års arbejdsliv med på flere måder elendig ledelse som hverdagskost er Ruth Zimmer psykisk nedbrudt. Der er ikke nogen anden udvej end at sygemelde sig.
Mange har ligesom Ruth Zimmer oplevet at gå ned med flaget som konsekvens af et for stort arbejdspres, viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget blandt 1.919 HK-medlemmer. Og netop dårlig ledelse er en af de forklaringer, som går igen.

En ny start
Takket være forløbet på Arbejdsmedicinsk Klinik bliver Ruth Zimmer erklæret rask.
- Jeg har fået bearbejdet de ubehagelige oplevelser og er blevet klogere på mig selv og mine grænser, fortæller hun.
Hun forlod et job som regnskabschef, men beslutter sig for at starte på en frisk og vende tilbage til arbejdsmarkedet i en mindre krævende stilling. Og der går ikke lang tid, før hun bliver ansat som bogholder i LML Sport, der sælger produkter til svømmehaller.

Ruth Zimmers nye leder, Henry Kjær Andersen, som også ejer virksomheden, bliver hurtigt indviet i hendes forhistorie.
- Henry ved, hvor psykisk belastet jeg var på min tidligere arbejdsplads, fortæller hun og understreger:
- Jeg vil for alt i verden ikke gå ned med stress igen. Derfor har mine prioriteter og tilgang til arbejdet ændret sig. Først og fremmest skal jeg tage vare på mig selv.

To ugentlige hjemmearbejdsdage
Henry Kjær Andersen er helt indforstået med at give sin ældste medarbejder nogle bestemte arbejdsbetingelser og tage visse hensyn. Han har nemlig selv erfaring med stress.
- Jeg var selv plaget af stress for 15 år siden. Jeg ved, hvilke symptomer og tegn jeg skal holde øje med, og gør en aktiv indsats for at undgå, at Ruth bliver stresset igen, fortæller han.

De to har i fællesskab tilrettelagt hendes arbejdsliv. Ruth Zimmer arbejder hjemme to gange om ugen, hvor hun har ro til at koncentrere sig om tallene i excel-arket uden at blive forstyrret af ukontrollerede påvirkninger udefra. Derudover har hun en ugentlig fridag om fredagen, så hun altid kan holde lange weekender.

Henry Kjær Andersen kerer sig om Ruth Zimmer, men han har også en personlig interesse i, at hun ikke brænder ud.
- Med sin ekspertise og lange erfaring er Ruth en kæmpe gevinst for min virksomhed.
Derfor vil virksomhedsejeren strække sig langt for at holde på sin bogholder. Hun har en fleksibel hverdag, hvor hun selv administrerer sin tid.
- Når Ruth arbejder hjemmefra, kan hun bare gå i gang med arbejdet, hvis hun vågner kl. 6. Eller hun kan ringe og sige til mig, at hun kommer mandag i stedet for torsdag, for det passer bedst ind i hendes planer.

Ro i sjælen inden fyraften
Ruth Zimmer er blevet god til at sætte ord på, hvad hun tænker og føler. Hun siger fra, når arbejdsopgaverne hober sig op, eller hvis hun ikke kan affinde sig med en situation.
- Hvis jeg er overbebyrdet, så skærer jeg igennem: ”Nu prioriterer jeg denne opgave og koncentrerer mig om den, og så venter jeg med det andet,” siger hun.

Og det, mener hendes leder, er helt på sin plads:
- Ruth ved bedst selv, hvornår hun har for meget at gabe over og ikke længere kan overskue det, slår han fast.
Henry Kjær Andersen er en lydhør leder, der går op i at imødekomme Ruth Zimmers behov og ønsker, oplever hun.
- Hvis der fx er noget, som jeg har brug for svar på, så kan jeg altid få fat på ham. Hvis jeg sender en besked med ordlyden: ”Vil du ikke nok ringe til mig?”, så ringer han i løbet af en time, uanset hvor i verden han befinder sig.
- Henry ved nemlig, at det er vigtigt for mig at få ro i sjælen inden fyraften, fortsætter hun.

De er begge enige om, at deres relation baserer sig på en enorm tillid.
- Ruth kan sige alt til mig, og det gælder også den anden vej, fastslår Henry Kjær Andersen og tilføjer med et glimt i øjet:
- Jeg har sagt til hende, at hun ikke må forlade mig, før hun går på pension.