Unge-netværket har været i gang siden starten af 2018, og det er foreløbig blevet til seks netværksmøder.
 
Med i netværket er Zacharias Birkholm Andersen, Mark Peter Krogh, begge fra Skive, og Daniel Buur Christensen fra Brande. Med fra start var også Rikke Sofie Kofoed fra Skive, der i efteråret 2018 er trådt ud, efter hun er startet på sit studie i Aarhus.
 
I udvalget sidder også HK MidtVests ungdomskonsulent Sanne Kristensen.

 

Zacharias Birkholm Andersen og Sanne Kristensen

Zacharias Birkholm Andersen og ungdomskonsulent Sanne Kristensen er to af de aktive i Unge-netværket i HK MidtVest.

 

To aktiviteter om året

 
- Målet er, at Unge-netværket skal planlægge og gennemføre to aktiviteter om året, fortæller Sanne Kristensen.
 
I 2018 har Unge-netværket i HK MidtVest delt solcreme ud i forbindelse med Skive Festival, der blev afviklet i dagene 31. maj til 2. juni.
 
Om lørdagen havde Unge-netværkets medlemmer taget opstilling uden for Søndercentret i Skive, hvor de kom i snak med rigtigt mange af de unge, som deltog i festivalen.
 
- Vi fik delt 300 tuber solcreme ud til unge fra hele det midt- og vestjyske område. Dels fik vi gjort HK MidtVest synlig, dels fik vi snakket med rigtigt mange om, hvad HK er, beretter  Zacharias Birkholm Andersen.
 
Unge-netværkets medlemmer har også deltaget i årets Jobpatrulje, som HK og 3F sammen med en række andre fagforeninger står bag. Formålet med Jobpatruljen er at sikre unge mellem 13 og 18 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet, og Jobpatruljen var i 2018 rundt og tale med unge fritidsjobbere i det midt- og vestjyske i uge 28 og 29.
 
Jobpatruljen består af unge frivillige, der har valgt at bruge en del af deres sommerferie på at køre med Jobpatruljen. For at bakke op om og holde kontakt med de frivillige inviterede Unge-netværket fredag 14. december 2018 dem til julefrokost med spisning, hygge og bingo banko julespil i HK-Huset i Herning. 
 
Arrangementet var åbent for alle unge medlemmer af HK MidtVest under 30 år, og foruden 10 frivillige fra Jobpatruljen deltog syv unge medlemmer i julefrokosten.
 

Plads til flere

 
- Det sociale fællesskab spiller en stor rolle samtidig med, at der har været koordineringsopgaver, som har været spændende, og så er det dejligt at være med til at udbrede kendskabet til HK, siger Zacharias Birkholm Andersen om årsagen til, at han er med i Unge-netværket under HK MidtVest.
 
Lyder Unge-netværket som noget for dig, er der plads til flere i netværket.
 
- Vi er stadig i gang med at bygge netværket op, så alle med gode idéer til aktiviteter kan melde sig, lyder det.
 
Er du interesseret, så kontakt Sanne Kristensen
Artiklen er opdateret 19. december 2018

DIN STEMME BLIVER HØRT

Vi er med til at påvirke den politiske dagsorden – og husk det er din sag, vi taler. Vi har tæt kontakt med politikere både lokalt og på landsplan. Hvad end det handler om uddannelsesmuligheder eller pensionsalder, om børnepasning eller offentlig transport, så sikrer vi, at politikerne får viden om, hvordan vores medlemmer bliver påvirket af konkrete politiske forslag. Vi arbejder hver dag for at give dig de bedste muligheder i dit arbejdsliv.