Russiske påvirkningskampagner udgør en stigende trussel mod Danmark. Og Danmark kan uden varsel blive ramt.

Sådan lyder vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) årlige risikovurdering, der blev præsenteret i starten af december.

Russere påvirker valg i USA, Frankrig, Brexit og Katalonien

Rusland har fyldt meget i de seneste års risikovurderinger, og det er også tilfældet i år. Udover Ruslands militære styrke og cyberangreb er det især påvirkningskampagner, der kan true den danske sikkerhed, fortæller Lars Findsen, der er chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

- Vi har set en række påvirkningsoperationer fra Ruslands side de senere år. Ved det amerikanske valg, franske valg og meget tyder på, der er også var en form for russisk indblanding i forbindelse med brexit. Det er vi nødt til at tage rigtig alvorligt i forhold til et kommende dansk folketingsvalg siger spionchefen ifølge dr.dk.

Rusland kan for eksempel forsøge at påvirke politiske processer og holdninger med falske nyheder, med troldehæren, der angriber både politikere og privatpersoner på sociale medier, eller ved at hacke sig til informationer.

Russere vandt 'slaget' om Katalonien

Spanske og amerikanske medier har for eksempel også beskrevet, hvordan russiske kræfter har forsøgt at påvirke (folkeaf-)stemningen og løsrivelsesprocessen i Barcelona og provinsen Katalonien.

'Den russiske påvirkningsmaskine vandt slaget, og de spanske myndigheder og etablerede medier reagerede alt for langsomt på den russiske indblanding', lyder konklusionen i Madrid.

Læs på elpais.com (på engelsk) om, hvordan den russiske påvirkningsmaskine vandt online-slaget 

Demokratiet er under angreb

I de seneste uger har flere medier ifølge Altinget viderebragt en falsk historie fra en østrigsk tabloidavis om at "20.000 bevæbnede flygtninge forsøger at komme ind i EU fra Bosnien".

Læs på altinget.dk: Russisk statsmedie gav den falske historie luft

Også den historie bliver skubbet frem af russiske statsnyheder, skriver netportalen.

I en kommentar skriver ansvarshavende chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen, at demokratiet er under angreb. 'Mængden af russisk propaganda i EU er alarmerende og udgør den måske største trussel mod vores stabile, demokratiske samfund netop nu. Vi er under angreb,' skriver Jacob Nielsen.

Læs på altinget.dk: Vi stoler ikke på nogen, men vi tror på alt

FE forbereder politikere på trussel

I FE's risikovurdering fremgår det, at en mulig russisk påvirkningskampagne vil fokusere på politiske problemstillinger, "der har en vis klangbund i offentligheden, som for eksempel immigration og forholdet til EU."

Derfor er FE ifølge DR også i dialog med politikerne, så de er bedst muligt rustet til at håndtere en mulig trussel, som også bliver adresseret i en handlingsplan, som regeringen har lavet.

Det er ikke kun politikerne på Christiansborg, der skal være opmærksomme på russisk påvirkning ved folketingsvalget, eller når der er valg til Europa-Parlamentet. Ifølge Lars Findsen skal både danske medier, men også vælgerne bruge deres sunde fornuft.

- Vi skal allesammen have en kildekritisk tilgang til de nyheder, vi læser. Og det kendetegner jo også den danske befolkning. Vi har en god folkeskole, som lærer de unge at være kildekritiske, og det er ekstremt vigtigt at holde fast i, siger han ifølge dr.dk.  

På den nye portal sikkerdigital.dk har Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen samlet vigtig viden om informationssikkerhed. Du finder råd og vejledning for borgere, virksomheder og myndigheder. 

FE om russisk påvirkning 

Sådan laver Rusland ifølge FE påvirkningskampagner:
  • Informationskampagner fra russiske statskontrollerede medier rettet mod et vestligt publikum.
  • Russisk-kontrollerede falske internet trolls, som kritiserer personer på sociale medier.
  • Bots - automatiserede falske profiler på sociale medier designet til at sprede ønskede budskaber Formidling af indhold og kontakter via tænketanke og forskningsinstitutioner.
  • Personlige kontakter til beslutningstagere og meningsdannere ofte gennem vestlige mellemmænd
  • Russiske efterretningstjenesters forsøg på at rekruttere vestlige meningsdannere
  • Hacking og selektiv offentliggørelse af informationer
  • Offensive efterretningsoperationer
Kilde: Forsvarets Efterretningstjeneste