”Hvis du kobler en server på internettet, så går der kun 5-6 minutter, før den ikke blot er angrebet men også hacket - hvis man altså ikke har sat sit netværk ordentligt op,” lyder advarslen fra Henrik Kramshøj.

Han har i flere år arbejdet som specialist i IT-sikkerhed, og underviser fra næste måned i nyt modul i netværk- og kommunikationssikkerhed på KEA – Københavns Erhvervsakademi. Uddannelsen er nydesignet og målrettet den store efterspørgsel på folk, der har styr på alt omkring IT-sikkerhed.

Men hvorfor overhovedet tage et kursus i netværkssikkerhed? Godt nok svømmede medierne sidste år over i historier omkring IT-sikkerhed, men det handlede ofte om CEO-fraud eller, at medarbejderne havde klikket på dubiøse links i phishing-mails.

”Netværkssikkerhed er det basale i faget. Det er her vi lærer om DNS- og mailsikkerhed, så man kan undgå en masse phishing,” forklarer Henrik Kramshøj.

”Der kommer mange angreb via netværket, og på kurset lærer man blandt andet, hvordan man sætter systemer op til intrusion-detection, så man kan fange en inficeret maskine så tidligt som muligt, og dermed begrænse skaden.”

Han mener, at et kursus i netop netværkssikkerhed, er det helt rigtige sted at starte, hvis man vil videreuddanne sig inden for IT-sikkerhed.

”Det her kursus gør, at man får et overblik og, at man kan mindske risikoen for sikkerhedshændelser. Man vil kunne segmentere netværket og lave et moderne og robust netværk, hvor man lægger flere forhindringer i vejen for hackerne,” siger Henrik Kramshøj.

Henrik Kramshoej

”På kurset i netværks- og kommunikationssikkerhed får man et solidt overblik og en systematik, så man kan mindske risikoen for sikkerhedshændelser og begrænse omfanget af de angreb, der kommer,” siger Henrik Kramshøj, der underviser på kurset. (Foto: Ernst Poulsen)

 

Fantastisk netværksværdi

Kurset er målrettet folk, som allerede arbejder med IT, og som har en vis erfaring.

”Det her kursus er for folk, som har en uddannelse på niveau med en datamatiker eller IT-teknolog,” forklarer Lars Thore Jensen, der er udviklingschef hos KEA.

Han understreger, at deltagerne skal have en vis viden om især netværk og programmering for at kunne deltage. Men man er ikke udelukket fra at søge ind på uddannelsen, hvis man ikke lige har en af bestemt titel.

”Vi kigger på det samlede erfaringsniveau. Vi kan ret hurtigt lave en realkompetencevurdering, hvor vi finder ud af om folk, der er selvlærte eller har hentet viden på kurser har samlet viden nok til at deltage,” siger Lars Thore Jensen.

Han understreger, at det ofte har stor værdi for deltagerne, at de kommer på hold med en masse ligesindede, der arbejder med lignende problemer i andre firmaer: ”Det kan have stor værdi at kunne trække på de folk i ens personlige netværk, når man senere står med en udfordring på jobbet.”

Kurset koster 9.000 kr. men Lars Thore Jensen forklarer, at tæt ved 80 % af deltagerne får deres udgift betalt af arbejdsgiverne eller af efteruddannelsesfonde.

 

Start her – fortsæt med en hel uddannelse

”Vi har valgt at lægge det ret kompakt med 15 aftener fra februar til april. På den måde bliver det nemt at overskue forløbet, selv om man også skal passe jobbet og familien ved siden af,” forklarer Lars Thore Jensen.

Kurset i netværkssikkerhed giver – ud over en masse viden om netværkssikkerhed – også 10 ECTS-point. Dermed er det et oplagt sted at starte, hvis man vil stykke en hel diplomuddannelse sammen. Er man selvlært eller har man en kort uddannelse inden for IT-branchen kan en samlet uddannelse inden for IT-sikkerhed give en hel ny jobsikkerhed.

”I løbet af de næste par sæsoner udbyder vi moduler i blandt andet systemsikkerhed, softwaresikkerhed og penetrationstests og IT-governance.  En samlet diplomuddannelse i IT-sikkerhed kræver blot 60 point, og mange kursister vælger at stykke den sammen over tre år,” siger Lars Thore Jensen.

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig på KEA’s hjemmeside

 

Det lærer du på kurseT:


\ Netværkstrusler
\ Trådløs sikkerhed
\ Sikkerhed i TCP/IP
\ Adressering i de forskellige lag
\ Dybdegående kendskab til flere af de mest anvendte internetprotokoller (ssl)
\ Hvilke enheder, der anvender hvilke protokoller
\ Forskellige sniffing-strategier og teknikker
\ Netværks-management (overvågning/logning, snmp)
\ Forskellige VPN setups
\ Gængse netværksenheder der bruges ifm. Sikkerhed (firewall, IDS/IPS, honeypot, DPI)

Billedtekst