Det blev et dronningebesøg på en restaurant uden overenskomst, der satte gang i virakken.

Svendborg Kommune havde nemlig inviteret byrådspolitikere mfl til et arrangement i anledning af Dronning Margrethes besøg i byen.

Arrangementet skabte dog politisk furore, da restauranten ikke havde overenskomst med sine ansatte.

Som en udløber heraf har Svendborg Kommune nu indført krav til de virksomheder – i første omgang hoteller og restauranter – der ønsker at levere ydelser til kommunen.

Leverandører skal sikre OK arbejdsforhold

Svendborg Kommune vil fremover kun benytte sig af leverandører, der er godkendt på Svendborg Kommunes leverandørliste.

Står man på listen, har man som leverandør tilkendegivet at ville udføre ydelserne i henhold til kommunens vedtagne Arbejdsklausul, der forpligter leverandører til at sikre sine medarbejdere løn- og ansættelsesvilkår, som svarer til et overenskomstmæssigt niveau.

Ordningen gælder fx ved levering af forplejning, afholdelse af arrangementer, døgnseminarer, temadage og lign.

Svendborg Kommune samarbejder med den Fælles Fynske Kontrolenhed, der vil kontrollere, om virksomhederne på listen overholder kravene for løn- og arbejdsvilkår.