For mange af os, er det svært at fortælle andre, hvad det er vi er gode til. Især når det handler om jobbet. Ofte er det fordi, vi ikke tænker så meget over det.

Det er ærgerligt, for jo bedre vi er til at sætte ord på kompetencer og kan fortælle, hvad vi er gode til, jo mere tror vi på os selv og jo bedre kan vi se alle de muligheder, vi har i arbejdslivet.

Vi er dårlige til at tale positivt om egne kompetencer

Vi er ikke så gode til at tale pænt om os selv, fortæller leder af HK’s Karrieretelefon, Louise Theil.

-Vi får hver dag opkald fra medlemmer, der har brug for hjælp til at formulere og vurdere deres faglige kompetencer. Et af problemerne er, at mange oplever det som grænseoverskridende at sætte ord på, hvad de er gode til, fordi de er bange for at komme til at prale. Det er ærgerligt. For jo bedre du er til at tale positivt om dig selv, jo bedre muligheder har du i dit arbejdsliv, siger Louise Theil.

-Hvis flere tør tale højt om både vores egne og kollegers præstationer, vil det hjælpe os til at se vores kvalifikationer i et nyt og mere positivt lys. Og hvis man er vant til at tale positivt om sin faglighed på sin arbejdsplads, har man også mere selvtillid, når man skal ud og søge drømmejobbet.

Ring til karrieretelefonen og (b)lær dig selv bedre at kende

Som medlem af HK kan du ringe til karrieretelefonen og få hjælp til at sætte ord på dine kompetencer. Der er åbent alle hverdage kl. 13-16 på tlf. 3330 4460.

Du kan få hjælp til:

  • Afklaring af kompetencer – bliv klar over dine styrker og sæt ord på, hvad du kan 
  • Afklaring af præferencer – få en større bevidsthed omkring, hvad der skal til, for at du oplever glæde og trivsel i dit arbejdsliv
  • Motivation – find ind til kernen af, hvad der driver dig, for på den måde at tage styring på din karriere 
  • Jobsøgning – læg en plan for, hvordan du kommer i gang med jobsøgningen
  • LinkedIn-profil – få vejledning til optimering af din LinkedIn-profil, så du kan bruge den som et aktiv i jobsøgningen 
  • Vejledning til CV- og ansøgning – find ud af, hvordan du kan målrette dit ansøgningsmateriale ud fra arbejdsgiverens behov 
  • Ansættelsessamtale / MUS-samtale – få vejledning til, hvordan du griber samtalerne an bedst muligt
  • Valg af uddannelse / efteruddannelse – bliv inspireret til, hvad der findes af muligheder og bliv afklaret på din motivation for at vælge uddannelse, samt hvilke kompetencer du evt. skal løftes i.

BRUG KARRIERETELEFONEN – DEN ER OGSÅ FOR DIG

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.