Illustration: Tone Thoresen / Koalitionen.dk 

Hvilken overenskomst har du? 

I denne artikel kan du læse, hvad der gælder overenskomsterne med Dansk Erhverv Arbejdsgiver, DIO II, BA, SFU og COOP. Er du på en anden overenskomst, kan du logge på MitHK og se, hvad der gælder for dig. 

Har du ikke en overenskomst, kan du kontakte din lokale HK-afdeling på tlf.: 7011 4545 og høre om mulighederne for at få en på din arbejdsplads.

I har ret til en tillidsrepræsentant, hvis I er:

  • Mindst seks organiserede kolleger på overenskomsterne med Dansk Erhverv, DIO og COOP
  • Mindst fem organiserede kolleger på overenskomsterne med BA og SFU
  • Er i færre, kan I kontakte jeres lokale afdeling på 7011 4545 for at høre om mulighederne.

Tillidsrepræsentanterne sørger for en lang række forbedringer på arbejdspladsen og varetagelse af jeres rettigheder og interesser. Det kan fx være lønstigninger, bedre uddannelsesmuligheder, at gøre opmærksom på fejl og manglende udbetalinger af tillæg, overtid og lignende. Tillidsrepræsentanten holder også øje med, at der er styr på vagtplaner og arbejdstid, at overenskomsten bliver overholdt og meget mere. 

Derfor er tillidsrepræsentanten vigtig

Tillidsrepræsentanten er mægler, forhandler og sparringspartner mellem jeres chef/ledelse og jer som kolleger. Det er jer selv, der vælger, hvem der skal repræsentere jer. Så har I endnu ikke en repræsentant, men opfylder kravene til at få en, er det en god idé at overveje, hvem af kollegerne der skal være med til at varetage jeres interesser på arbejdspladsen. 

Det kan du bruge din tillidsrepræsentant til: 

  • Hjælp til at forstå din løn, ansættelsesvilkår, arbejdstidsplaner, uddannelsesmuligheder mv.
  • Forhandling og sparring, hvis du fx har været i en uoverensstemmelse med din chef. 
  • Opklarende spørgsmål om din overenskomst generelt og ved overenskomstafstemninger. 
  • Tillidsrepræsentanten hjælper, hvis dit arbejdsliv forandres, fx ved virksomhedslukninger, opsigelse, sygdom mv. 
  • Tillidsrepræsentanten sørger også for at informere jer om områder, der vedrører jeres arbejdliv. 

Tillidsrepræsentanten er til for at hjælpe dig og dine kolleger. Og de står ikke alene: Din tillidsrepræsentant bliver klædt på af HK Handel via kurser og sparring med faglige medarbejdere, så han eller hun er klar til at møde og håndtere de udfordringer, der kan opstå. 

5 ret gode grunde til at blive tillidsrepræsentant

Kunne du selv tænke dig at blive tillidsrepræsentant, eller kender du en oplagt kollega? Så læs denne artikel  om, hvad du får ud af det, eller send den til en, der vil være et godt bud. 

Læs også:

Sådan fik tillidsrepræsentanten højere løn til alle 

"Rart at sikre noget mere fritid"